Til Peder Søndergaard

Fredag d. 7. november var en utrolig spændende arbejdsdag for mig. Det vil være en af de dage, man aldrig glemmer.

Mandag d. 3. november mistede en af vores medarbejdere en elektronisk højdemåler i forbindelse med en taksationsopgave i Vallø Skov.

Medarbejderen havde ledt efter højdemåleren samme eftermiddag, men han måtte vende hjem uden at have fundet den.

Højdemåleren er købt hos Forestry Suppliers i USA, så man køber ikke bare en anden fra dag til dag.  Desuden koster højdemåleren 18-20.000 kr.

Derfor brugte medarbejderen og jeg tirsdagen til at søge efter højdemåleren. Vi måtte opgive. Det var umuligt for os. Området var for stort, og skovbunden var med masser af bøgeblade og mange dybe grøfter uden vand, som medarbejderen havde sprunget hen over eller kravlet ned og op af.

Vi var noget kede af at erkende tabet af højdemåleren, og da vores jammer torsdag aften nåede til afdelingen i Jylland, var der en anden af vores medarbejdere Anders Jensen, som også arbejder med jagthunde, der gjorde os opmærksomme på Danmarks civile Hundeførerforening og jeres hjemmeside.

Fredag formiddag kontaktede jeg foreningen og var heldig. Jeg fik at vide, at der var mulighed for at finde højdemåleren på trods af, at sporet var 5 dage gammelt, og det har regnet. Jeg hørte en beretning om et hørerapparat, der blev fundet af en sporhund. Det gav mig et lille håb.

På mindre end ½ time er der formidlet kontakt til hundefører Rikke Lund, som jeg mødes med 1½ time senere. (hun kom til Vallø Skov helt fra Frederikssund). Imponerende reaktionstid ! hvor var det flot, at der var en hundefører, der kunne rykke så hurtigt ud.

Efter at vi havde sagt ”goddag” til hinanden, viste jeg et billede af den forsvundne højdemåler. Den ser ud som et sort video-kamera, og Rikke spurgte straks, om instrumentet kunne tåle vand. Jeg har glemt at fortælle, at vi mødtes i øsende regnvejr. Højdemåleren kan tabes i vand uden at tage skade. Vores instrumenter er indkøbt til udendørs arbejde, da vi ikke kan indstille arbejdet bare fordi det regner. Det er bl.a. også det, der gør, at instrumenterne koster en del. Jeg kunne svare et klart ”ja” til Rikkes spørgsmål.

Vi kørte ned til skovvejen og parkerede bilerne. Jeg oplyste Rikke om, at jeg havde sørget for at give skovdistriktet besked om, at vi befandt os i skoven med en løs hund. På et kort over skoven viste jeg Rikke, hvor medarbejderen sagde, at han havde gået. Eftersøgningen gik i gang. Det var tankevækkende at se, hvordan Rikke arbejdede med hunden Asta, som arbejdede/snusede sig i slalom gennem skovbunden med en fast afstand fra Rikke. Jeg gik og filosoferede lidt over, hvordan man kan træne hunden til det med den faste afstand. Et rådyr kom springende på tværs uden at Asta lod sig forstyrre. Hold da helt op ! Jeg er opvokset med airedaleterrier, og sådan en havde man ikke kunne træne til at overse et stykke råvildt.

Senere så Rikke og jeg en hare, imens Asta stadig ikke lod sig forstyrre. Tempoet, som vi kunne holde med Astas hjælp, var nok 20 gange hurtigere end det tempo, jeg havde gået i om tirsdagen sammen med medarbejderen. Derfor kom vi for langt ned i den sydlige den af skoven, og jeg mistede på et tidspunkt orienteringen og snakkede om, at vi måtte tilbage til skovvejen. Højdemåleren skulle findes i bøgebevoksningen. Vi var kommet ind i en egebevoksning, og jeg var begyndt at gå og kigge op i luften for at orientere mig via træarterne. Heldigvis søgte både Asta og Rikke videre på skovbunden og pludselig er højdemåleren fundet. Fantastisk ! Jeg blev så glad og overrasket, at Rikke fik et ordentligt kram.

Uden hjælp fra en sporhund var vi ikke kommet så hurtigt hen over arealet, at jeg ville være kommet uden for det område, som medarbejderen havde angivet. Vi ville aldrig have fundet instrumentet uden Rikke og Asta.

Der var jubel på kontoret, da jeg trådte ind af døren med højdemåleren løftet op i strakt arm. Mens jeg fortalte om den veltrænede sporhund Asta og hundefører-Rikkes rolige væsen, blev højdemåleren tømt for data fra mandag formiddag, lige inden den blev tabt. Alt fungerede fint på trods af meget fugt og lidt snavs fra skovbunden.

Det var fantastisk !

Vores beretning er allerede fortalt i de sjællandske skovkredse. Klaus Wunsch holdt forelæsning på Sorø Akademis Skovdistrikt i dag om vores registreringsmetoder i skoven, og han sluttede med at fortælle om Danmarks civile Hundeførerforening, der fandt vores kostbare højdemåler.

Endnu en gang tak for hjælpen

Og mange hilsner fra

Lone Wunsch
KW-PLAN ApS