Referat fra Hovedbestyrelsen

8. maj 2002
Referat fra Hovedbestyrelsesmødet lørdag den 4. maj 2002 på Hejse Kro,
Fredericia
Til stede var:
Landsformand Søren Jeppesen
Landskasserer Peder Seibæk
Næstformand og repræsentant for Kreds 3: Per Victor Christensen
Kreds 1: Allan Iversen
Kreds 2: Maja Hansen (sekretær)
Kreds 4: Vagn Jensen
Kreds 5: Sven Erik Jensen
Kreds 6: Poul Graversen (indtil kl. 12.00)
Sekretariatet: Maiken Stegmann
Orientering fra landsformanden
DcH Mariager holder åbent hus i anledning af deres 25 års jubilæum den 22. juni 2002. Også Langå og
Bjerringbro har 50 års jubilæum.
Hovedbestyrelsen har givet Per Victor Christensens søn, Mikkel, en gave som tak for hans store indsats
med landsforeningens gamle hjemmeside.
Årbogen 2002 er klar og vil snarest muligt blive sendt ud.
TopDanmark vil ikke sponsorere folderen "På god pote med naturen", som normalt udleveres gratis til
lokalforeningerne. Søren Jeppesen vil søge Friluftsrådet om tilskud.
Lokalforeningers mulighed for at søge tilskud: Der skal snarest muligt indledes forhandlinger med Friluftsrådet, og hvis det lykkes at nå til enighed, kan lokalforeningerne få mulighed for at søge tilskud
direkte hos Friluftsrådet.
Gennemgang, diskussion og tilretning af forslag til nye vedtægter
Søren Jeppesen har tilrettet landsforeningens, kredsenes og lokalforeningernes vedtægter i overensstemmelse med den nye struktur, som blev vedtaget på landsmødet i marts 2002. Der har været nedsat en "læsegruppe", som bestod af Per Victor Christensen, Peder Søndergaard fra DcH Lindholm og Erik Hansen fra
DcH Holstebro.
Hovedbestyrelsen gennemgik vedtægterne, som blev godkendt med mindre rettelser/tilføjelser.
Tak til Søren for et flot stykke arbejde og til sparringspartnerne Per Victor, Peder og Erik for gode input.
Forslag til ændring af vedtægterne sendes hurtigst muligt ud til udvalgs-, kreds- og
lokalforeningsformændene, så de har mulighed for at drøfte ændringsforslagene før Fællesmødet den 15.
juni 2002.
Uddrag fra Postlisten
Da vi havde brugt en stor del af mødetiden på forslaget til de nye vedtægter, var der ikke tid til at
gennemgå posten - bortset fra de breve, som omtales senere i dette referat.
Nyt fra landskassereren
Peder Seibæk har allerede modtaget regnskaber fra 2 af de 6 lokalforeninger, som "vandt" i lodtrækningen om at indsende årsregnskab og medlemsfortegnelse.
Medlemsoversigt ved udgangen af april 2002: Det samlede medlemstal ligger på 9.773, hvilket er en stigning på 246 medlemmer i forhold til sidste år. Kreds 5 har en stor tilgang, Kreds 2, 4 og 6 har en pæn tilgang og Kreds 1 og 3 har en lille tilgang. Det er meget positivt, at samtlige kredse har tilgang.
Medlemsoversigten kan nu og fremover ses på www.dch-danmark.dk under menuen "Hvad er DcH?" -
"Medlemstal".
Nyt fra sekretariatet
Landsmødet den 5. oktober 2002 bliver holdt i Borgerforeningens Hus i Nyborg, da det ikke har været
muligt at finde et andet sted med så kort varsel.
Maiken har forsøgt at finde et andet sted til afholdelsen af landsmødet i 2003. Det viser sig imidlertid, at
det vil være meget dyrt at holde landsmødet et andet sted. - Vi diskuterede andre emner og valgte at følge
Sven Eriks forslag om at undersøge, om vi evt. kan leje os ind på en skole eller lignende, og evt. entrere
med en lokalforening om af sørge for det praktiske (opstilling, forplejning m.v.). Sven Erik undersøger
muligheder på Fyn.
Korrespondance mellem udvalgene: Det ville være ønskeligt, hvis udvalgene - når de skriver til HB -
også sender en genpart til de parter, som brevet omhandler. Det vil betyde en hurtigere og bedre behandling af sagen i hovedbestyrelsen. Dette bør der tages højde for ved tilrettelsen af orienteringerne/nye orienteringer som følge af strukturændringen.
Nyt fra kredsenes HB-medlemmer
Kreds 1:
Intet nyt.
Kreds 2:
Kredsen har besluttet at give et tilskud på 1.500 kr. til Poul Pedersen, DcH Ikast, som er udtaget til det
danske landshold og repræsenterer DcH i Finland ved de nordiske mesterskaber.
Kreds 3:
Intet nyt.
Kreds 4:
Som noget nyt afholder kredsen nu formandsmøder. Møderne er en slags erfa-møder, og idéen hertil har
man fået fra Kreds 2, som gennem en længere årrække har holdt formandsmøder med stor succes.
Kredsen har netop afholdt Eliteturneringen og det gik godt.
Kreds 5:
Kredsformand Johnny Voss og HB-medlem Sven Erik Jensen har hjulpet DcH Fåborg ud af en vanskelig
situation. Johnny Voss foreslår en økonomisk overgangsordning til den delvis nye lokalforening, f.eks.
halvt kontingent for de "gamle" medlemmer i indeværende år.
Landsforeningens vedtægter giver ikke mulighed for hel eller delvis kontingentfrihed i sådanne situationer. HB vil derfor bede DcH Fåborg om at indsende en handlingsplan og et budget for år 2002. Herefter
vil HB se på sagen igen.
Kreds 6:
Kredsens HB-medlem, Poul Graversen, føler sig fejlciteret i referatet fra HB-mødet den 17. marts 2002,
hvor der står: "Kredsen er utilfreds med, at der er skåret ned i Eliteturneringen fra 6 til 5 konkurrencer
årligt. Kredsen er ligeledes utilfreds med, at de skal afholde 2 konkurrencer i Eliteturneringen årligt.
Man vil dog bakke den trufne beslutning op." Han har ikke sagt, at kredsen vil bakke op om beslutningen.
Kredsformand Christian Hansen Kronow har i brev af 27. marts 2002 protesteret over den nye fordeling
med 5 turneringsdage i Eliteturneringen, 1 weekend til DM i NoM og 1 weekend til SPH DM. I planen
holdes Kreds 5 og 6 ude af de to sidstnævnte arrangementer, da kredsene ikke ser sig i stand til at afholde
disse arrangementer. Christian Kronow står uforstående overfor dette, da Kreds 6 ikke er blevet spurgt.
Kredsen mener nemlig godt, at de vil være i stand til at afholde disse 2 arrangementer.
HB har også modtaget et brev fra Peter Knudsen, DcH Helsingør, som er utilfreds med, at Eliteturneringen skæres ned fra 6 til 5 runder for at give plads til DM i De nordiske Mesterskaber og Sporhunde DM.
DcH Helsingør spørger, om der overhovedet er den store interesse blandt DcH-folk for disse 2 mesterskaber.
Søren Jeppesen svarer på de 2 ovennævnte breve.
Grunden til oprettelsen af Eliteturneringen var bl.a., at konkurrencemulighederne for Elitehundeførere
var ret begrænset. Nu afholdes der ofte konkurrencer med deltagelse af Elitehunde i de fleste kredse.
DcH er for alle, og vi har en bred vifte af programmer. Derfor skal der også være plads til andre discipliner end almindelige lydigheds- og agilitykonkurrencer. Hovedbestyrelsen kan ikke blive ved med at lægge øre til, at der ikke er nogen, der vil afholde mesterskaber i nordisk og spor.
Vi er også bekendt med, at både Kreds 2 og 4 ikke er varme tilhængere af Eliteturneringen, så vi har forsøgt at gøre det bedst muligt for alle.
Beslutningen om fordelingen af konkurrencer i de 3 nævnte discipliner er truffet, og den lever vi efter. Vi
forventer, at kredsene løser opgaven, og er der kredse, der af den ene eller den anden grund ikke ser sig i
stand til at afholde et planlagt arrangement, så står det naturligvis kredsene frit for at bytte indbyrdes.
Hovedbestyrelsen finder det i øvrigt meget positivt, at der også i Kreds 6 er foreninger, som vil påtage sig
at afholde f.eks. nordiske mesterskaber.
Nyt fra udvalgene
Konkurrenceudvalget:
Løbske tævers deltagelse ved DcH's DM: Konkurrenceudvalget har bedt HB om endnu engang at overveje beslutningen om løbske agilityhundes deltagelse ved DM sidst på dagen både lørdag og søndag. KU
ser gerne, at løbske agilityhunde kun løber om søndagen.
KU er bekendt med, at der også deltog løbske lydighedshunde sidst på dagen om lørdagen ved DM i
Næstved, men giver udtryk for, at det hverken er Konkurrenceudvalget, Dommerudvalget eller konkurrenceledelsen i Næstved, der har givet tilladelsen. Løbske lydighedshunde har ellers altid ventet til om
søndagen.
Hovedbestyrelsen fastholder beslutningen om at lade løbske agilityhunde løbe sidst på dagen både lørdag
og søndag. Hvis det giver anledning til problemer, kan sagen naturligvis tages op igen.
Hovedbestyrelsen er bekendt med, at der også deltog løbske lydighedshunde om lørdagen til DM i Odense, hvilket heller ikke gav problemer.
Reservehunde til DcH's DM: KU har forslag til en procedure for udtagelse af reservehunde til erstatning
af hunde, der får frafald. Hovedbestyrelsen besluttede at drøfte sagen med konkurrenceudvalgets og agilityudvalgets formænd på Fællesmødet den 15. juni 2002.
Konkurrencevejledningen: Konkurrenceudvalget foreslår, at konkurrencevejledningen ændres, således at
det klart fremgår, at hundeførere ikke selv kan tilmelde sig via nettet, men at al tilmelding skal ske gennem lokalforeningen, da denne jo stadig er ansvarlig for, at hund og fører stiller op i de rigtige klasser og
ikke er diskvalificeret af den ene eller anden grund.
Konkurrencevejledningen blev taget ud af Årbogen 2001 og skulle efterfølgende indsættes i
formularmappen. Da sekretariatet stadig ikke har modtaget konkurrencevejledningen fra konkurrenceudvalget, foreslår HB, at konkurrenceudvalget selv ændrer konkurrencevejledningen tilsvarende og herefter
sender den til Maiken.
Tilmeldelsesblanketter: KU er utilfreds med, at en lokalforening anvender en anden formular til konkurrencetilmeldinger end den originale DcH-blanket.
Omtalte blanket indeholder de oplysninger, der også skal fremgå af DcH's tilmeldelsesblanket, men
hovedbestyrelsen er principielt enig i, at de originale DcH-blanketter skal benyttes.
Søren skriver til KU, da Poul Graversen var fraværende under dette punkt.
Uddannelsesudvalget:
Kredsene er i gang med at udvælge kredsinstruktører efter den nye uddannelsesstruktur.
Dorthe Samuelsen fra kreds 5 har meddelt, at hun stopper med omgående virkning, hvorefter Vivi Gilsager har overtaget regnskabet. Der er ikke på nuværende tidspunkt fundet en afløser for Dorthe. Udvalget
beklager dette, da vi står overfor store ændringer i uddannelsen.
Orienteringer: Udvalget skal have de nye orienteringer klar til Årbogen 2003.
Dommerudvalget:
Intet nyt.
Agilityudvalget:
Se også under punktet: Konkurrenceudvalget.
Der er møde i Agilityudvalget den 21. maj 2002. Det har været svært at samle udvalgsmedlemmerne, så
det bliver et aftenmøde.
NoM-gruppen:
Intet nyt.
Brugsprøveudvalget:
I det forrige HB-referat under "Konkurrenceudvalget" stod der, at lokalforeningerne gerne vil have, at
Brugsprøveudvalget udsender resultatlister, så de kan se, om de kan tilmelde hunde til sporhundeprøver.
Ella Laursen oplyser i den forbindelse, at adgangskravene til SPH prøverne står i brugsprøveprogrammet.
Adgangskravene er ligeledes omtalt i Orientering nr. 86.
Redaktionen:
Se under forsikring.
Ordensudvalget:
Intet nyt.
Friluftsrådet
Se eventuelt under "Orientering fra formanden".
Ungdomsudvalget
Formanden for udvalget, Gert Frölich, har spurgt landsformanden, om Friluftsrådet også i år giver et beløb på 10.000 kr. i støtte til Ungdomslejren. Søren følger det op.
Gert Frölich spørger om man - som deltager i Ungdomslejren - kan nøjes med at være medlem af landsforeningen. Hovedbestyrelsens svar er, at man skal være medlem i en lokalforening, eventuelt i form af et
passivt medlemskab. Maja orienterer Gert herom.
DM 2002
Det 1. formøde til DM 2002 i Aalborg blev afholdt den 17. marts 2002. Aalborg har tilsyneladende godt
tjek på tingene. Da man har valgt at springe det obligatoriske 2. møde over, vil HB's repræsentant, Allan
Iversen, først deltage i mødet den 1. september. Allan vil undersøge overnatningsmulighederne - ikke kun
for HB - og vi skal gerne undgå de sidste 2 års budgetoverskridelser.
Forsikring
Per Victor fortalte, at samarbejdet med TopDanmark om nogle forsikringssager har været meget positivt.
De sponsorerede dragter fra if.. blev udleveret på landsmødet. Der har været et par problemer om størrelser m.v., men dragterne er ellers meget fine.
Der er fejl i de pjecer, som dels har været som indstik i DcH Bladet og som dels skulle sendes ud til nye
medlemmer. Fejlen er bl.a., at der ikke kan sendes svarkort portofrit. Pjecen indsættes i øvrigt som en
dobbeltside i næste nummer af DcH Bladet. Det betyder, at redaktionen kan udvide bladet med 4 sider
næste gang. Udgiften hertil gives som tillægsbevilling.
Herefter sender Maiken en database til if.. over nye medlemmer, som så får tilbuddet sendt fra if..
Hjemmesiden
Formularer: Lokalforeningerne i Kreds 1 har et stort ønske om at diverse formularer, som bruges i landsforeningens regi - f.eks. overflytning af medlemmer, meddelelse om ny formand og kasserer - kommer
til at ligge på DcH's hjemmeside. Kredsformand Ole Christensen skriver, at fordelene vil være let læselige og korrekt udfyldte blanketter, og at det vil blive meget nemmere og hurtigere at videresende formularerne til de ansvarlige personer.
Hovedbestyrelsen er enig heri, og der arbejdes på sagen.
Copyright på hjemmesiden: Webmaster Erik Hansen har fået en henvendelse fra en webdesigner, som
ønskede at få tilsendt en master af landsforeningens skabelon, så han kunne give DcH-lokalforeninger et
tilbud og pris på en færdig hjemmeside i det nye design.
Erik sagde nej - dels fordi landsforeningen har copyright på designet, og dels fordi landsforeningen efter
hans mening ikke ville tillade andre at have økonomisk vinding på landsforeningens frivillige arbejde. -
Det må være op til de enkelte lokalforeninger selv at vurdere om de vil benytte eksterne firmaer til at lave
det praktiske arbejde - men de skal selv anmode om at få skabelonen tilsendt.
Erik ville gerne have HB's mening om dette.
Hovedbestyrelsen kan fuldt ud tilslutte sig ovenstående.
Hundens Dag den 11. august 2002
Lokalforeningerne vil igen i år have mulighed for at bestille en pakke med DcH Blade, logoer, kuglepenne m.m. Bestillingsseddel udsendes nu.
Konsulenttjenesten
Arne Andersen har udarbejdet forslag til et nyt afrapporteringsskema.
Han har også fået en henvendelse om et nærmere samarbejde med konsulenttjenesten i DKK.
Hovedbestyrelsen er enige om at vente med nye tiltag til der er nedsat et konsulentudvalg som følge af
den nye struktur. Søren skriver til Arne.
Materialeforvalteren
Der skal trykkes nye Agilitydiplomer p.g.a. opdelingen i 3 klasser.
En bestillingsseddel sendes ud til lokalforeningerne, så man på den måde kan undersøge behovet.
Resultathæfterne duer heller ikke mere.
Eventuelt
Punktet udgik p.g.a. tidnød.
Nye mødedatoer og andre vigtige datoer:
15.06.2002 Fællesmøde på Hejse Kro, Fredericia
16.06.2002 HB-møde på Hejse Kro, Fredericia
24.08.2002 HB-møde på Hejse Kro, Fredericia
21.09.2002 DM i Aalborg
22.09.2002 DM i Aalborg
05.10.2002 Ekstraordinært landsmøde i Borgerforeningen, Nyborg
06.10.2002 HB-møde på Hejse Kro, Fredericia
23.11.2002 Fællesmøde på Hejse Kro, Fredericia?
24.11.2002 HB-møde på Hejse Kro, Fredericia?
Med venlig hilsen
Maja Hansen
Referent
© Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening
|