Apportindlæring efter shapingprincippet
Udarbejdet til hjemmesiden for Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening af Erik Hansen

Af Ove Rasmussen, Langå

Indledningsvis vil jeg nævne, at jeg ikke er stor tilhænger af artikler om indlæring. På papir er det svært at fortælle, hvilken metode der passer til netop din hund og dig. Et problem med shaping er netop, at det skal passe til hundeføreren, hvis denne ikke kan gå fuldt ind for den tankegang, der ligger bag (at man kun kan være positiv), så vil indlæringen blive problematisk, ja, umulig. Når jeg alligevel skriver dette, så er det, fordi der i samme blad præsenteres tre forskellige metoder til indlæring af apport, og jeg ved, at også de andre vil opfordre til, at I anvender den metode, som passer jer bedst eller den kombination, som fungerer på netop jeres hund.

Når jeg underviser i shaping, understreger jeg altid, at få af os vil komme til at undervise hunde helt rent efter principperne i shaping - sådan også med apporten. Det, jeg her beskriver, er en kombination af bestikkelse og shaping. Til dette er det ikke nødvendigt at have indlært "tillært forstærkning" (clicker, fløjte), dette ville gøre det endnu hurtigere, men man har ikke hænder nok til "clickeren".

Starten
Man sætter sig indendørs med en stak pølser, lever eller anden livret (for hunden). Mange hunde vil ikke gerne, at man bøjer sig ind over dem. Så har man en tynd pølle i stof eller en naturpind, træapport eller andet (nu kaldet apporten), alt efter hundens alder, størrelse, race og lyst til at bære generelt. I den ene hånd holder man apporten, og den anden hånd fylder man med livretter (for at hunden skal tro, at belønningen er enorm) og holder en enkelt imellem to fingre. Man holder nu apporten hen til hunden 3-4 cm fra næsen og holder den guffyldte hånd bagved med den synlige godbid lige bag apporten. Nu vil hunden forsøge at få godbidden, den vil skubbe apporten væk med næsen, kradse på den, gø ad hundeføreren og mange andre forskellige adfærd.

Alt dette overses, vi venter nemlig på en brugbar adfærd. Når jeg siger overses, er det netop sådan, at ubrugelig adfærd ser man ikke, man reagerer ikke. Hvis hunden gøer, kan man rejse sig, vende sig bort, til hunden holder op med at gø. Første gang, man ser den brugbare adfærd, belønner man denne med den synlige godbid eller tillært forstærkning (fløjte).

Hvad er så en brugbar adfærd? Det er, hvis hunden rører ved apporten med læberne, slikker på den eller lignende adfærd, som ikke blot er for at fjerne apporten.

Her er det, jeg ser nogle hundeførere give op, man har ikke tålmodighed til at vente og kan ikke overse ubrugelige handlinger, men må simpelthen skælde ud. Ved du, at dette vil ske, så behøver du ikke læse denne del færdig. Imidlertid er det lykkedes at få apporten ind i munden på alle de hunde, jeg har mødt.

Det er meget vigtigt, at man kun holder apporten frem, når man koncentrerer sig om hunden. Hvis denne rører ved apporten uden at få positiv forstærkning, vil den adfærd svinde, i stedet for, som vi ønsker, at komme oftere og mere sikkert.

På et tidspunkt har man forstærket en adfærd så mange gange, at hunden, når den kan nå apporten, straks sætter i gang med adfærden (slik, berøring med læberne). Når du samtidigt føler, at hunden er sikker på, at netop den adfærd er ønskelig - så er det på tide at gå videre.

Det er vigtigt, at man ikke forstærker adfærden så længe, at hunden tror, dette er det endelige mål, derfor er det vigtigt, at tænke på, hvor hurtigt det individ, du har foran dig, normalt lærer en ting.

Frustration
Næste gang, man holder apporten foran hunden, udløses den tidligere forstærkede adfærd, men der kommer ingen forstærkning fra dig. Hunden prøver igen, stadig ingen forstærkning (frustration hos hunden). Man kan så give en forstærkning for en særlig hurtig eller energisk udførelse af den tidligere adfærd, men ellers igen tilbage til, at der ikke forstærkes for den tidligere forstærkede adfærd - det, vi gerne ser nu, er en ny adfærd nærmere ved målet. Denne nye adfærd kan være gribe om apporten, støde med åben mund eller lignende udvikling af den tidligere adfærd.

Når denne nye adfærd er indlært, bringes hunden igen ud i frustration ved ikke at få den forventede forstærkning. På denne måde kommer apporten via små trin til sidst helt ind i munden på dyret. Det er vigtigt, at hunden tager apporten ud af din hånd, man skal ikke lægge apporten i hundens mund. Hunden slipper øjeblikkeligt, så her kan man sætte "slip" ind.

Nu skal Fido så lære at holde apporten i et tidsrum. Det er vigtigt (for nogle hunde), at hunden, når den skal lære at holde apporten i længere tid, ser denne falde til jorden. Husk, I er sammen om at lære dette. Hunden finder ud af, at målet ikke er, at pinden falder ud af munden. Det er dig, der samler apporten op, og da du endnu ikke har sagt noget instruktionsord (kommando), så er der ingen grund til at forvente noget som helst fra hunden og heller ikke nogen grund til at blive ærgerlig over, at apporten i en ugestid falder ud af munden efter et par sekunder. Princippet er det samme som tidligere: Først forstærker du 1/10 sekunds holden i apporten, så frustration, derefter forstærkning af 3/10 sekunds holden fast.

Apporten har ikke under dette forløb været kastet en eneste gang, men bolde og pivedyr kan gerne kastes, hvis man vil det.

Nu kan den endelige apport introduceres, efter samme princip, blot vil det gå meget hurtigere fremad denne gang.

Når hunden villigt tager apporten ud af din hånd og holder den et tidsrum, sættes instruktionsordet på - lige idet hunden griber ud efter og omkring apporten, siger man "apport". Sideløbende med dette flytter man sig selv til andre steder end stue/køkken, man står i stedet for at sidde, og til sidst er man ude med andre hunde på lang afstand, langsom tilvænning.

Øvelsen vedligeholdes
Første gang apporten kastes, holdes hunden i halsbåndet roligt, instruktionen gives, og man slipper. Hunden må nu selv tænke sig frem til, hvordan den kan komme til at udføre apportøvelsen. Denne er jo for hunden at sidde med pinden i munden foran hundeføreren. Øvelsen vedligeholdes uden kast, men man bør lægge apporten lige foran hunden og forstærke det korrekte greb om apporten.

Denne metode kan også bruges til korrigering af fejlindlært adfærd. Den tyggende hund lærer øvelsen helt forfra, blot er det nu vigtigt, at hunden kun holder ved apporten ganske kort tid. Når man skal øge tiden, sker det langsomt, hunden må ikke få lejlighed til at tygge. Tygning overses, uden forstærkning - ønsket adfærd forstærkes roligt.