Referat fra Hovedbestyrelsen

28. august 2002

Referat fra Hovedbestyrelsesmødet lørdag den 24. august 2002 på Hejse Kro, Fredericia

Til stede var:
Landsformand Søren Jeppesen
Landskasserer Peder Seibæk
Næstformand og repræsentant for Kreds 3: Per Victor Christensen
Kreds 1: Allan Iversen
Kreds 2: Maja Hansen (sekretær)
Kreds 4: Vagn Jensen
Kreds 5: Sven Erik Jensen
Kreds 6: Poul Graversen
Sekretariatet: Maiken Stegmann

Orientering fra landsformanden
DM 2004: På tidspunktet for HB-mødets afholdelse havde der endnu ikke meldt sig nogen til afholdelse af DcH’s DM i 2004.

Hundefoder: Hovedbestyrelsen har indgået en samarbejdsaftale med Uniq Food, som giver firmaet mulighed for at  kontakte de enkelte lokalforeninger for at træffe aftale om køb/salg af UniQ produkter. Lokalforeninger med under 150 medlemmer skal bestille mindst 23 sække assorteret pr. gang, og foreninger med over 150 medlemmer skal bestille mindst 45 sække assorteret pr. gang. Der tilgår Landsforeningen en bonus, hvor størrelsen er afhængig af salget. Der orienteres i et nyhedsbrev.

Henvendelse om flag: DcH Kalundborg har spurgt, hvorfor DcH ikke har et flag eller lignende, der kan vajre på alle flagstænger, der står rundt omkring på vores træningspladser.

HB drøftede sagen og enkelte har observeret, at både Vejle og Frederikshavn har fået fremstillet en speciel vimpel med logo. Per Victor Christensen tager kontakt til én af disse lokalforeninger for at høre om pris og fabrikation.

Jubilæum: DcH Mariager og Horsens takker for opmærksomheden ved deres jubilæum. DcH Viborg har 25 års jubilæum den 31. august 2002. Da hverken landsformanden eller næstformanden kan komme, tilbød Maja at repræsentere landsforeningen på dagen.

Uddrag fra Postlisten
Se under ”Orientering fra landsformanden” og under de efterfølgende punkter.

Nyt fra landskassereren
Lokalforeningers manglende betaling: Peder Seibæk er ved at gennemgå medlemslisten og har i den forbindelse haft nogle kedelige oplevelser med nogle lokalforeninger. Det viser sig nemlig, at nogle lokalforeninger ikke betaler for lige så mange medlemmer, som de melder til hos sekretariatet. Heller ikke materialeforvalteren betales til tiden.

Peder har kontaktet/kontakter de pågældende lokalforeninger.

Problemer med BG-Bank: Peder har – ligesom så mange andre, herunder også lokalforeninger – en del ekstra arbejde på grund af de problemer, der er opstået ved den edb-mæssige sammenkøring mellem BG-Bank og Danske Bank. Det er derfor vigtigt, at lokalforeningerne opgiver alle nødvendige data i forbindelse med en betaling til landskassereren.

Fortsat medlemsfremgang ved udgangen af juli 2002:  Den samlede medlemstilgang er på 339, svarende til 3,1% mere end sidste år på samme tid. Kreds l, 2 og 4 har en stor tilgang, kreds 3 og 5 en lille tilgang og kreds 6 har en mindre tilbagegang.

Medlemsoversigten kan i øvrigt ses på landsforeningens hjemmeside.

Regnskabs- og budgetoversigt 2002 – 2003:

Hovedbestyrelsens realiserede forbrug til dato er på 40% af det budgetterede. Det skyldes bl.a. en lidt mindre mødeaktivitet i indeværende år og at et planlagt weekendmøde blev ændret til et éndagsmøde.

Udvalgenes budgetter pr. 1. september 2002: Peder har fået en henvendelse fra et landsudvalg med hensyn til de budgetter, som udvalgene skal sende til hovedbestyrelsen senest den 1. september 2002. Udvalget ville gerne vide, hvordan de skulle budgettere for de kommende år, da de jo endnu ikke kender nok til, hvad den nye struktur vil medføre af besparelser.

Peder Seibæk har svaret, at udvalgene blot skal budgettere ud fra det nu kendte.

Når de nye landsudvalg er på plads efter det ordinære landsmøde i marts 2003, kan det blive nødvendigt at  justere budgetterne.

Nyt fra sekretariatet
Lokalforeningernes træningstilbud: Sekretariatet får mange forespørgsler fra hundeejere om, hvor de kan  træne deres hund og hvad de forskellige lokalforeninger kan tilbyde. Derfor sendte Maiken i september sidste år et brev til samtlige lokalforeninger og bad dem oplyse, hvilke træningstilbud de havde (f.eks. hvalpetræning, ungdomstræning, lydighed, agility m.v.).

Kun 41 ud af de daværende i alt 114 lokalforeninger har svaret. Svarene fordeler sig således:

Kreds 1:   9 af 21 lokalforeninger (42,9%)

Kreds 2:   8 af 13 lokalforeninger (61,5%)

Kreds 3:   7 af 23 lokalforeninger (30,4%)

Kreds 4:   3 af 21 lokalforeninger (14,3%)

Kreds 5:   3 af 11 lokalforeninger (27,3%)

Kreds 6: 11 af 25 lokalforeninger (44%)

Sekretariatet vil meget gerne høre fra de resterende lokalforeninger – enten telefonisk eller skriftligt (også meget gerne pr. mail).

Ekstraordinært landsmøde
Hovedbestyrelsen planlagde forløbet af det ekstraordinære landsmøde den 5. oktober 2002.

Indkaldelsen sendes ud godt 3 uger før, ca. den 9. september. Der vil være 3 punkter på dagsordenen, nemlig: ”valg af dirigent – vedtægtsændringer/grundorienteringer – eventuelt”, og mødet starter kl. 13.00.

Lokalforeningernes medlemstal pr. 9.9.02 vil være afgørende m.h.t. antal stemmesedler.

Adgang til det ekstraordinære landsmøde: Lokalforeninger, som er i kontingentrestance pr. 9. september 2002 kan ikke deltage i det ekstraordinære landsmøde!!

Hovedbestyrelsen gennemgik grundorienteringerne, som er tilpasset den nye struktur. Der var enkelte  justeringer, ligesom der også blev ændret nogle småting i vedtægtsforslaget.

Vedtægtsforslagene og grundorienteringerne sendes ud snarest muligt.

Kommunikation i den nye struktur: Hovedbestyrelsen er enige om, at det er yderst vigtigt, at kommunikationen fra landsudvalgene til lokalforeningerne og landsudvalgene imellem skal være så optimal som mulig. Vi mener derfor, at der skal laves en ny orientering, nemlig en generel orientering om kommunikation – gældende for alle udvalg.

Ekstraordinære generalforsamlinger i kredsene: Efter det ekstraordinære landsmøde er det kredsenes tur  til  at afholde ekstraordinære generalforsamlinger med vedtagelse og tilpasninger af nye vedtægter. Kredsene vil således være klar til valg af kredsformænd efter den nye struktur på de ordinære kredsgeneralforsamlinger, som typisk ligger i januar måned forud for det ordinære landsmøde.

Nyt fra kredsenes HB-medlemmer:

Kreds 1:
Der er kommet en forespørgsel, om fjerkræsygdommen Newcastle Disease har betydning for DcH’s  afholdelse af hundetræning og konkurrencer.

Hovedbestyrelsen har undersøgt problemstillingen, og sygdommen har ingen betydning for hundetræning m.v., idet den kun smitter fra fjerkræ til fjerkræ.

Er nogen i tvivl forud for afholdelsen af konkurrencer m.v., så tjek lige ved den enkelte landmand en ekstra gang.

Søren orienterer kort i nyhedsbrev.

Kreds 2:
Trænergrunduddannelsen efter den nye struktur går i gang i september måned. Der er 21 deltagere.

Kreds 3:
Hjemmeside:
Det kan oplyses, at kredsen nu er på nettet.

Kreds 4:
Der holdes kredsbestyrelsesmøde den 5. september – ellers intet nyt.

Kreds 5:
Der var kredsbestyrelsesmøde den 5. juli.

Kredssekretæren vil gerne have HB-referaterne sendt pr. mail.

Det kan naturligvis godt lade sig gøre at gemme HB-referaterne m.v. som PDF-filer (skrivebeskyttede)  og maile dem til de respektive modtagere. Det vil imidlertid medføre ekstra arbejde for sekretariatet, da Maiken som oftest samtidig sender andet materiale ud til kreds-, udvalgs- og lokalforeningsformænd. Da referaterne kan ses - og hentes –  på landsforeningens hjemmeside umiddelbart efter godkendelsen, ønsker HB p.t.  ikke at ændre i den nuværende procedure.

Kreds 6:
Kredsen har problemer med resultatlisterne for agility, idet mange opgiver forkerte medlemsnumre. Kredsen bruger meget tid på at rykke lokalforeningerne for at få tingene til at passe sammen.

Kredsen har lavet et skema til elektronisk indberetning af tilmeldinger til DM. Maiken og Per ser på sagen. DcH Hvidovre har fået at vide, at de skal flytte fra deres nuværende træningsplads i 2007.

Kørselstilskud: Kredsen er i tvivl om hovedbestyrelsens svar om kørselstilskud i sidste referat, derfor følgende præcisering:

Kreds 6 har spurgt, om det er rigtigt, at kreds-/landsinstruktører kan forlange statens højeste takst, hvis de skal køre til en anden kreds, og om der skal betales et honorar på mellem 150 – 250 kr., hvis man i en afdeling bruger egne kreds-/landsinstruktører.

Landsforeningens betaling til dækning af kørselsudgifter er altid statens laveste takst, som p.t. er 1,58 kr. pr. km, og alt arbejde i DcH for DcH medlemmer er frivilligt og ulønnet.

Hovedbestyrelsen er imidlertid bekendt med, at nogle lokalforeninger træffer særlige aftaler med instruktører, når man selv arrangerer uddannelse. Det kan f.eks. være, hvis man henter en instruktør fra den ene ende af landet til den anden, og lokalforeningen har økonomiske ressourcer til at betale mere end statens laveste takst.

Dette hverken kan eller vil hovedbestyrelsen blande sig i.

Nyt fra udvalgene

Konkurrenceudvalget:
Konkurrencevejledning: Hovedbestyrelsen har netop modtaget konkurrencevejledningen, som i sin tid blev taget  ud af Årbogen for at spare plads. Hovedbestyrelsen godkendte vejledningen med nogle mindre korrektioner.

Uddannelsesudvalget:
Kurser m.v.:Der skal være en samling af kredsinstruktørerne her i efteråret i Viborg. Uddannelsesudvalget  har indhentet et tilbud om et foredrag af B.S. Christiansen (mediekendt, tidligere jægersoldat). Han vil  fortælle om instruktørens rolle og om, hvordan man kan motivere, engagere og udfordre trænere og hundeførere.  Da udvalget har måttet aflyse nogle kurser, kan mødet afvikles indenfor udvalgets samlede budgetrammer.

HB bevilgede dette.

Kreds 6: Allan fortalte, at kredsen nu er helt med på den nye uddannelse.

Læserbrev i DcH Bladet – ”Sort sky over træneraspiranterne”: Uddannelsesudvalget ville gerne have haft lejlighed til at svare på dette læserbrev i bladet, da de finder det meget uheldigt, at det får lov til at stå alene. Udvalget synes, det er en træls tendens, at der breder sig en opfattelse af, at hunden ikke må straffes/arbejdes med lydighedsmæssigt. Der er stor forskel på lydighed og afstrafning, og det kan bestemt være nødvendigt – og legalt - at arbejde med lydighed på en hund for f.eks. at undgå frustrerede hunde, som i værste fald tager magten i familien.

Søren beklagede, at uddannelsesudvalget ikke havde fået lejlighed til at svare på læserbrevet. Det var helt  klart en svipser, idet Orientering nr. 61 indeholder retningslinjer om indlæg, der kræver svar fra hovedbestyrelsen, udvalg eller enkeltpersoner.

Dommerudvalget:
Et møde i Bredsten er blevet aflyst. Ellers intet nyt.

 Agilityudvalget:
Udvalgsmedlem stoppet: Jim Hempel har meddelt hovedbestyrelsen, at Michael G. Houmann har valgt at stoppe i udvalget.

Deltagelse af ”andre hunde”: Ultimo juni måned sendte Maja en mail til agilityudvalget, om at hovedbestyrelsen havde bedt sine kredsvalgte medlemmer om at stikke en finger i jorden i deres respektive kredse for at finde ud af, hvilken holdning kredsene har til spørgsmålet om agilitykonkurrencer med deltagelse af andre hunde end ”DcH-hunde”.

Da der endnu ikke har været afholdt kredsrådsmøder, er der endnu ikke kommet et entydigt svar herpå.

Skader på agilityhunde: Der er nu ved at komme fokus på skader på agilityhunde, bl.a. ben- og rygskader, som hundene pådrager sig ved spring over A-brættet og ved slalom.

Landsdækkende agilitystævner:www.agilitysyd.dk kan man se en masse flotte billeder fra de forskellige landsdækkende stævner.

NoM-gruppen:
De nordiske mesterskaber i Finland: Der har været en del polemik om afholdelsen af De nordiske Mesterskaber i Finland. Det er dog alt sammen faldet på plads og NM afholdes som planlagt den 5. – 8. september 2002 i Hyvinge. For at gøre arrangementet så billigt som muligt, vil nogle familiemedlemmer til de danske deltagere være med som hjælpere.

Økonomi: Der er udarbejdet en model på fordelingen af økonomien ved deltagelse i de nordiske mesterskaber, hvor hver forening/klub betaler for egne hundeførere, og hvor DKK dækker udgifterne til dommere og holdledere/officials. Specialklubber under DKK vil fremover kunne deltage med 2 hunde i spor og rundering ved DcH's DM, der fungerer som udtagelse til NoM. PH vil kunne deltage med 1 hundefører i hver disciplin ved samme konkurrence. Modellen fremlægges for DKK’s bestyrelse den 9. september.

DM 2003 afholdes ifølge planen af kreds 2. Der har endnu ikke meldt sig en lokalforening til afviklingen heraf. Maja tager det med på kredsbestyrelsesmødet den 16. september.

Brugsprøveudvalget:
Der er indkaldt til telefonmøde den 27. august 2002. Vagn kan ikke deltage p.g.a. arbejde.

Redaktionen:
På nuværende tidspunkt ser annoncetegningen ikke ustyrlig godt ud. Nyholm Annoncesalg har dog tilkendegivet, at de kommer over det budgetterede.

Ordensudvalget:
Intet til referat.

Ungdomsudvalget
Ungdomslejren 2002: Vagn Jensen fortalte om åbningen af Ungdomslejren, hvor landsforeningen havde givet deltagerne hver en DcH-cap og T-shirt.

Maja overbragte en tak til HB fra Gert Frölich for de 3 if.. træningsdrager. Dragterne var givet til de 2 yngste af 4 deltagende børn, som havde 5 års U-lejr jubilæum og til 1 deltager med 7 års jubilæum.

Ny formand: Maja fortalte, at Gert Frölich har besluttet af stoppe som formand i ungdomsudvalget. Gert vil dog fortsat stå for Ungdomslejren og fortsætter som menigt medlem  i ungdomsudvalget.

Ole Tias Nielsen overtager formandsposten.

Hovedbestyrelsen beklagede Gerts beslutning, men glædede sig dog over, at han fortsætter i udvalget,  ligesom han stadig vil stå for Ungdomslejren.

Fokus på pædofili: Ungdomsudvalget har bedt hovedbestyrelsen overveje en politik om forebyggelse af  pædofili. Dette skal ses i lyset af det stadig større ungdomsarbejde i DcH og den fokus, der p.t. er på pædofili.

Hovedbestyrelsen er enig i, at vi bør have en politik på området, og besluttede at bede ungdomsudvalget komme med et oplæg.

Maja skriver til ungdomsudvalget og henviser i den forbindelse til DGI’s hjemmeside om forebyggelse af pædofili og seksuelle overgreb. Interesserede kan se mere under www.dgi.dk.

Friluftsrådet
Intet nyt.

DM 2002
Allan Iversen og Poul Graversen skal til møde søndag den 1. september med arrangørerne i Aalborg.

Allan fortalte, at alt går planmæssigt, og at der er styr på det hele. Det materialemæssige er bl.a. uddelegeret til forskellige lokalforeninger.

Forsikring og if…
De sponsorerede halvvejspokaler i Eliteturneringen er modtaget og uddelt.

if.. sender et brev m/folder ud til nye medlemmer i september 2002.

if.. ønsker ikke at deltage med en stand til DM i Aalborg.

TopDanmark: Per Victor fortalte om nogle mindre forsikringssager, som var blevet dækket af TopDanmark.

Hjemmesiden
Landsforeningens webmaster, Erik Hansen, har fået flere henvendelser om bytning af links.  Hovedbestyrelsen drøftede holdninger til at medtage links til erhvervssider/kommercielle sider. Vi er enige om, at vi kun linker til disse sider, hvis vi har indgået en samarbejdsaftale i en eller anden form, der er – eller har – karakter af at være sponsorering. En virksomhed skal yde noget for et link.

Virksomheder kan derimod frit linke til vores side.

”Netpolitik”: Maja har lavet et oplæg til procedurer for kvalitetskontrol m.v. på landsforeningens  hjemmeside. Hovedbestyrelsen arbejder videre ud fra oplægget. Det vil sandsynligvis munde ud i en særskilt ”Hjemmeside-Orientering”, som bl.a. sikrer, at det materiale, der sendes til webmasteren, er kvalitetssikret, at ophavsrettigheder ikke krænkes o.s.v.

Hundens Dag 2002
Ca. 40 lokalforeninger har afholdt Hundens Dag den 11. august 2002.

Forslag om flytning: DcH Herfølge har foreslået hovedbestyrelsen at flytte Hundens Dag til den tredje weekend i august. Bestyrelsen i Herfølge mener, at som det er nu, ligger Hundens Dag for tidligt, idet mange medlemmer stadig har ferie. Det kan derfor også være svært at nå at få gjort arrangementet kendt i lokalområdet.

Hovedbestyrelsen drøftede forslaget. Vi enedes dog om at fastholde den nuværende placering af Hundens  Dag, idet mange kredse er i fuld gang med afholdelse af konkurrencer i 2. halvdel af august.

Hundens Dag 2003: afholdes den 10. august. Hovedbestyrelsen drøftede slogan til næste års T-shirt. Næste  år vil der eventuelt blive udskrevet en konkurrence om et slogan til Hundens Dag.

Hundens Dag vil fremover blive markedsført på landsforeningens hjemmeside med links til de lokalforeninger, som meddeler, at de holder Hundens Dag.

Konsulenttjenesten
Intet nyt.

Materialeforvalteren
Der udsendes snarest en ny bestillingsseddel, bl.a. med bestilling af næste års T-shirts.

Aftalt, at webmaster Erik Hansen tager digitale fotos af materialeforvalterens vareudbud under DM i Aalborg, hvorefter varesortimentet kan vises på nettet.

Eventuelt
Maja havde et par spørgsmål:

Udenlandske kommandoer ved konkurrencer:  ”I et kredsreferat står bl.a., at konkurrenceudvalget har besluttet, at et norsk medlem ikke må bruge norske kommandoer ved konkurrencer. Er det ikke diskriminerende?  Og er det ikke på tide at revidere/modernisere konkurrenceprogrammet, så det passer til vore EU-tider? Som det er nu, skal både mennesker og ”hunde, som kun forstår f.eks. norsk” lære de danske kommandoer.”

Hovedbestyrelsen havde en generel drøftelse heraf. Nogle havde en afslappet holdning til kommandoer under konkurrencer, blot eventuelle tilladte tegn var ”danske”. Andre mente, at hunde hurtigt kan lære danske kommandoer.

HB-referater i den nye struktur: ”Er det fastlagt, at hovedbestyrelsen vil ”købe” arbejdskraft til udfærdigelse af fremtidige HB-referater m.m., eller skal det stadig være et medlem af hovedbestyrelsen, som skriver referaterne?”

Søren svarede, at det er uafklaret.

Nye mødedatoer og andre vigtige datoer:

21.09.2002               DM i Aalborg

22.09.2002               DM i Aalborg

05.10.2002               Ekstraordinært landsmøde i Borgerforeningen, Nyborg

06.10.2002               HB-møde på Trinity

23.11.2002               HB-møde på Hejse Kro, Fredericia

HB’s e-mail adresser:

Søren Jeppesen                        DcH.landsformand@mail.tele.dk

Per Victor Christensen               pervictor@hund.dk

Peder Seibæk                           DcH-landskasserer@e-mail.dk

Sven Erik Jensen                      Gudsej@mail.tele.dk

Poul Graversen                         poulg@wanadoo.dk

Maja Hansen                            majaogerik@hansen.tdcadsl.dk

Allan Iversen                            sannaogallan@post.tele.dk

Vagn Jensen                             vejensen@jensen.mail.dk

Sekretariatet:
Maiken Stegmann
Sekretariatet@dch-danmark.dk


© Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening

 Til toppen Til startsiden Tilbage sitemap