Kan din hund åbne og lukke en skuffe?
Udarbejdet til hjemmesiden for Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening af Erik Hansen Tilbage

Af Vibeke Rasmussen, kredsinstruktør, Skive

Hvis den ikke kan, kan du spørge "Hvorfor skulle den også kunne gøre det?", og det kan der være noget om. Det handler heller ikke om, at hunden netop skal kunne åbne og lukke en skuffe, komme med snoren, hjælpe med at bære varer ind fra bilen efter indkøbsturen, hente øl fra kassen - eller noget helt andet. Det handler om, at hunden beskæftiger sig med noget.

De fleste hunde har en baggrund, hvor de blev brugt til en bestemt opgave. Vi kender dem som jagt-, vagt-, hyrdehunde m.v. Meget få hunderacer er født til "kun" at være selskabshunde. Trods dette holder langt de fleste i dag hund som selskabshund, og langt færre bruger hunden til en bestemt opgave. Derfor er det vigtigt, at vi som hundeejere husker på, at hunden skal have noget at beskæftige sig med. Det er ikke nok, at vi lufter den to gange om dagen, giver den en skål foder til aften og klapper hunden, når vi/den går forbi. I de fleste tilfælde tager dette kun et par timer af døgnets timer. I weekenden går vi måske en tur i skoven med familien og hunden, men det dækker heller ikke hundens behov. På den anden side er de færreste af os så heldige, at vi har et arbejde, hvor vi bruger hunden (eks. politi, redningshunde), og når vi kommer hjem efter en lang arbejdsdag, er det ikke altid hunden, der kommer først for.

Levede hunden frit i naturen, ville mange af døgnets timer blive brugt til at opsøge mad. Hos os får den maden serveret og skal ikke arbejde for føden, men dette kan vi let lave om på. Foderet kan kastes ud på græsplænen (uanset om det er fuldfoder eller kartofler og kallun), eller hvis man bor i en lejlighed, kan maden fordeles rundt omkring. Der kan også købes forskellige bolde, som maden kommes i, hvorefter hunden skal arbejde for at få maden ud. En 1,5 l sodavandsflaske i plast er også velegnet til formålet. På længere sigt kan den blive for nem for nogle hunde, men så må vi finde noget andet at komme maden i.

Godt på vej
Nu er vi godt på vej, men vi mangler stadig at få brugt noget af hundens energi. Det hjælper ikke at øge den daglige luftetur med to km, da hunden efter kort tid bare vil kræve endnu to km. Det hjælper heller ikke at lade hunden rende 20 gange i træk, da det kun giver hunden en bedre kondi, og i værste fald stresses hunden endnu mere. I stedet for mere motion gælder det om at få brugt hunden mentalt. Vi skal give hunden nogle opgaver at tænke over. Vi kender det fra os selv. Er vi i en situation, hvor vi skal koncentrere os om at lære noget nyt (kurser, jobskifte), skal vi tænke meget mere over, hvad vi gør. Resultatet er, at vi er helt udkørte, når vi kommer hjem. Ikke fordi vi har løbet to km, men fordi vi har brugt vores hjerneceller. Nøjagtigt det samme gør sig gældende for hundene.

Ami søger efter godbidder

 

Vibeke Rasmussens hund, Ami, søger efter godbidder på en træstub (Foto: Vibeke Rasmussen)

Balanceøvelse

 

Ami i færd med en balanceøvelse, han er på vej op på træstykkerne(Foto: Vibeke Rasmussen)

Stiller vi hunden nogle opgaver og krav, er den nødt til at tænke for at få opgaven løst. Derved bruger hunden mental energi, og der er mindre/ingen energi tilbage at bruge på at være ulydig og skabe problemer. Hvis vi ikke beskæftiger hunden, kan konsekvensen nemt blive, at hunden vil forsøge at beskæftige sig selv. Den vil rende rundt, gø, bide i/ødelægge ting, søge kontakt m.v. Ting som typisk ikke bifaldes af vi mennesker.

Her er det så, at vi kommer tilbage til spørgsmålet, om hunden kan åbne/lukke en skuffe. Måske kan den, hvis I har øvet det. Måske kan den næste gang, du bliver spurgt, eller også får den det aldrig lært, fordi du ikke ønsker at lave netop den opgave sammen med din hund.

Det er helt op til dig at bestemme, hvilke opgaver, du vælger at lave sammen med din hund - bare du vælger at lave noget. Ofte er det kun vores egen fantasi, der sætter grænsen for, hvilke øvelser vi kan lave med hunden. Selvfølgelig kan der være nogle fysiske grænser for hunden pga. størrelse, anatomi, sygdom m.v., men der er altid nogle øvelser, der passer til dig og din hund. Vælg nogle øvelser, som du synes er sjove, så du kan motivere hunden til at lære/løse opgaven.

Inde eller ude
En fordel ved, at vi selv vælger opgaverne, er, at vi kan vælge at lave dem inde eller ude, og når det passer os. Det er ikke så let at lægge et spor indendørs, og specielt om vinteren har vi behov for at kunne aktivere hunden inde. Der er rigtig mange øvelser, der kan laves indenfor. Nogle af øvelserne kan hunden selv udføre (finde mad), men vi må ikke glemme, at hunden er et flokdyr, der også har brug for social kontakt. Det er vigtigt, at vi som flokleder laver nogle øvelser sammen med hunden.

Bringe

 

Det er praktisk at lære sin hund selv at bære line, apportpind, bold og lign., der skal bruges under træningen (Foto: Heidi Pedersen)

Rulle


Rulle er en af de mange sjove øvelser, man kan lære sin hund (Arkivfoto)

 

Af øvelser til indendørs brug kan nævnes: Rulle, zig-zag, hviske, åbne/lukke skuffe, hente snoren, springe over/kravle under (f.eks. mennesker, der ligger på alle fire), vinke, gå på trappestigen for at nå en godbid i vindueskarmen, nikke, give pote, kiks på snuden.

Udendørs er der en del andre øvelser, vi kan beskæftige hunden med. Lufteturen behøver ikke bare at være en gåtur. Den kan kombineres med små øvelser, der sagtens kan "findes på" undervejs. Vi går tit rundt og overser mange gode muligheder. Et træ kan bruges til at gemme godbidder/legetøj på grenene. I starten vil hunden typisk søge på jorden under træet, men inden længe vil den finde ud af at søge op. Legepladser indeholder mange gode muligheder. Balancebommen kan fint bruges af en hund, traktordækket (gynge) kan hunden lære at sætte poterne på, selvom den bevæger sig eller hoppe op i. Igen er det kun vores fantasi, der sætter grænserne.

I skoven er der blevet fældet nogle træer, og her kan der laves balanceøvelser på stablede træstammer eller søges godbidder mellem de afskårne grene. Godbidder/legetøj kan gemmes under en bunke visne blade.

Udover at aktivere hunden er balanceøvelserne med til at udvikle hundens muskler. I naturen ville den ikke nøjes med at gå på anlagte stier.

Når du laver balanceøvelser med hunden, skal du være opmærksom på, at du ikke svigter hundens tillid til dig. Du skal altid være sikker på, at hunden ikke kan falde ned, at brændestykkerne ikke vælter. Hunden skal kunne stole på, at det kan lade sig gøre. Falder den først ned, kommer den måske aldrig op igen. Forlang ikke det umulige af hunden. Første gang den prøver, er den måske meget usikker, specielt hvis det vipper under poterne, og så er det jo fint, hvis der kun kommer en pote op. Ros for denne handling og stop så for denne gang.

Energi forbruges
Det er vigtigt, at vi er bevidste om, at det er under indlæringen, at der forbruges energi. Så længe, hunden skal tænke for at finde ud af, hvad det er, vi vil have den til at gøre. Når øvelsen er indlært, har den ikke særlig stor værdi som energiforbrænder, og vi må i gang med en ny øvelse. Det gælder ikke om at kunne så mange færdige øvelser som muligt, men om at din hund er i færd med at lære en øvelse. Derfor kan det faktisk være helt rart med en hund, der ikke lærer for hurtigt, da det stiller endnu større krav til vores opfindsomhed.

Pas på ikke at hjælpe hunden for meget. Den kan klare mange flere ting selv, end vi tror - specielt hvis vi giver den en chance. Løser vi altid opgaverne for den, lærer den ikke at gøre det selv. Omvendt skal du kende din hund og vide, hvor meget du kan forlange af den. Forlang ikke mere end at den bevarer lysten til at arbejde.

Små skridt
Under indlæringen skal du glemme alt om den færdige øvelse og i stedet dele øvelsen op i flere delmål. Når hunden kan et delmål, gør du øvelsen sværere og tager næste del. Første del af øvelsen "åbne en skuffe" er ikke, at hunden tager ved skuffen. Først skal hunden hen til skuffen og udvise interesse for skuffen. Næste mål, at hunden viser interesse for og måske tager fat i håndtaget, og senere endnu skal hunden begynde at trække i skuffen.

Belønning
Timing er meget vigtigt i forbindelse med belønning. Det er vigtigt, at du ser alt, hvad hunden gør og belønner så snart, den gør det, som du ønsker. Går hunden væk fra skuffen, forholder du dig passiv, går hunden hen mod skuffen, fortæller du den, at det er det rigtige og belønner hunden. Får hunden en belønning hver gang, den nærmer sig skuffen, vil den hurtigt finde ud af, at det kan betale sig at nærme sig skuffen. Det kan betale sig at gentage handlingen, da det udløser noget godt. Når dette er sikker adfærd, skal opgaven gøres sværere, og hunden skal nu gøre noget mere (tage kontakt til håndtaget) for at opnå belønningen. Den ved bare ikke hvad, og derfor må den prøve nogle forskellige ting. Giver første forsøg ikke gevinst, må den finde på noget andet. Den ved jo, at straks den gør det rigtige, vil der falde en belønning. Du skal ikke skælde ud, når hunden forsøger disse forskellige ting (forkerte i vores øjne) for at få en belønning, men afvent, at hunden gør det mindste tegn på at tage kontakt til håndtaget og så belønne for den rigtige handling.

Prøv at huske, da du skulle lære din hund indkald. I starten forstod den ikke, at "Fido - kom" betød, at den skulle komme hen til dig, men fordi du blev ved med at belønne, når den kom, lærte den, at det kunne betale sig at komme hen til dig, når den hørte "Fido - kom".

De første gange, du stiller hunden over for opgaver, den ikke er vant til at løse, vil den sikkert undre sig og måske virke forvirret. Hvis hunden ikke er vant til at indlære på denne måde, skal den først lære, at den selv må tage initiativet. Når den har forstået, at den "bare" skal tilbyde en handling, og at den rigtige handling vil udløse en belønning, vil det efterfølgende gå hurtigere. Husk blot, at det ikke er det færdige resultat, der tæller, men selve indlæringen.

Du kan hurtigt lære at se på din hund, at den tænker over en opgave. Se på øjnene, ørerne, hovedstillingen. Måske vil din hund forsøge med overspringshandlinger, men disse ignoreres også. Beløn altid den ønskede handling.

En lykkelig hund
En lykkelig hund har en ejer, der tilfredsstiller alle dens væsentlige behov. Har vi valgt at have hund, har vi samtidig forpligtet os til at aktivere hunden hele dens liv og ikke kun for hundens skyld. Ved aktivering opnår vi at få en glad og harmonisk hund, som kan fungere i vores hverdag til glæde for alle.

DcH-programmet eller?
Vi er mange medlemmer i DcH, men de færreste melder sig ind med det mål at skulle træne til konkurrence. Det at lære hunden at gå pænt i snor og komme, når der bliver kaldt, er oftere forventningerne til træningen. DcH er for alle, og derfor skal vi også tilbyde træning for familiehunden. "Alternativ træning", "Skovhold", "Gl. Dansk hold" er navne på nogle af de hold, der findes rundt i klubberne, hvor der ikke kun bliver trænet DcH's konkurrenceprogram. Jeg har selv trænet et "Alternativ C", hvor vi trænede øvelser fra DcH-programmet blandet med mange andre øvelser og på forskellige træningssteder (skov, strand, by, legeplads, agilitybane). Holdet bestod næsten af de samme hunde igennem tre år, og uden dette tilbud var de ikke blevet ved med at komme i DcH gennem flere år.

Hundene på de "alternative" hold er fuldt ud lige så lydige/dygtige som konkurrencehundene. De kan bare nogle andre øvelser. Det vigtigste er også, at de bliver beskæftiget med nogle øvelser og derved får et indhold i tilværelsen som familiehunde. Kommer lysten til konkurrence med tiden, er hunden vant til at løse nogle opgaver og samarbejde med føreren, hvilket er et godt fundament at arbejde videre på.

Eksempler på øvelser

Balanceøvelser

  • gå på væltede træstammer
  • gå på sten, bildæk
  • bænke
  • trappestige
  • danse
  • kiks på snuden

Godbidder

  • under skål, grydelåg, dyb (plast)tallerken, vaskebalje
  • under håndklæde, gemt i foldet håndklæde
  • tennisbold
  • plastflaske

Indlæring for sjov

  • gå baglæns
  • rulle
  • goddag
  • se/gå til højre/venstre
  • ligge død
  • rydde op (samle genstande sammen og putte i kasse
  • kravle
  • hviske
  • bære varer ind fra bilen efter indkøbsturen
  • hente snoren til gåturen
  • zig-zag
  • springe over/kravle under
  • vinke
  • nikke

…. og listen kan blive meget længere


© Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening
 Til toppen Til startsiden Tilbage sitemap