© 2017 Danmarks civile Hundeførerforening

Ungdomslejr 2017

Plakat U-lejr 2017

UU-2014-foto-banner

Foregår på Skallebøllecentret i Vissenbjerg. Lejren starter lørdag eftermiddag d. 24. juni og varer til fredag eftermiddag d. 30. juni 2017.

Tilmelding fra 1. februar til 15. juni 2017 – Tilmeld her!

Du kan deltage i lejren hvis du er fyldt 12 år d. 1 juli, til og med 19 år og har en hund som du kan håndtere uden en voksens hjælp, også når der er mange andre hunde til stede. Det må gerne være din fars eller mors hund du har med, de eneste kriterier er, at du og hunden lever sammen til hverdag, og at din hund ikke er syg, har smerter eller problemer med at omgås andre hunde.

Hvis din hund går i konkurrence i DcH eller andre klubber, skal du ikke være bekymret for at træningen på lejren vil spolere dette.

På lejren bor du sammen med din hund i dit medbragte telt i en gruppe af 7 – 8 andre børn/unge og I har 1 – 2 voksne, som er faste ledere for gruppen.

Dagene bliver blandt andet brugt på at øve forskelligt som f.eks. at din hund lærer at gå uden at trække, komme når du kalder og andre nødvendige samarbejdsøvelser.

DcH-U-lejr

Udover disse basale øvelser lærer du en masse om din hunds behov, adfærd, dens baggrund som ulv, hvordan du kan lære den at lave mange sjove kunster som for eksempel at vaske sig om munden, genkende en duft fra andre eller at bukke for blot at nævne nogle få eksempler.

Det er ikke konkurrenceprogrammer vi lægger vægten på, men mere at skabe et godt samarbejde omkring sjove øvelser, hvilket kan føre videre til konkurrence, hvis lysten er til det.

Er du interesseret i konkurrencetræning er der dog mulighed for dette noget af tiden.

Ideologien bag lejren er, at vi som mennesker og hunde skal vise gensidig respekt. Respekten vokser ud fra tillid og på lejren lærer du, hvordan du kan samarbejde med din hund i stedet for at behøve at være hård og råbe til den for at blive hørt.

Vi anvender udelukkende positiv motivation, godbidder og leg, som indlæringsprincip, så både du og din hund får det sjovt. Ved at bruge denne form for indlæring og træning lærer din hund meget hurtigt en masse ting og du vil blive overrasket over, hvor meget den har lært, når lejren slutter.

Kan du og din hund allerede en hel masse, så tag med alligevel for vi bygger videre på det I allerede kan.

Udover træningen er der mulighed for at slappe af og hygge med de andre i gruppen. Vi får besøg af en hemmelig gæst, som arbejder med noget helt specielt med hunde, og der foregår mange andre aktiviteter i løbet af ugen.

I ”Slikbixen” vil du dagligt kunne købe sodavand, slik og chips til fornuftige priser.

Det koster 1850 kr. at deltage på lejren. Beløbet dækker fuld forplejning til dig.

Hvis du vil have plads på lejren så udfyld Tilmeldingsskema Ungdomlejr 2017 og se vejledning herunder:

Tilmelding senest d. 15. juni 2017.

Yderligere informationer tilsendes efter at vi har modtaget dit Tilmeldingsskema.