|
Agility er en hundesport, som er blevet
meget
populær, både som konkurrence og for sjov.
Agility kommer af det engelske
ord agile, som betyder rask, kvik, hurtig, smidig. Agility går ud på at hunden så hurtigt som muligt og med så få fejl som muligt gennemløber en
bane med forskellige forhindringer. Hunden skal bl.a. krybe gennem tunneller, balancere på planker, springe over
forhindringer af forskellig højde og længde, løbe igennem en slalom,
balancere på en vippe mv.
De første Agility opvisninger fandt sted som pauseindslag
ved store ridestævner i England i slutningen af 1970'erne. Det er således ikke tilfældigt at
Agility kaldes en slags ridebanespringning for hunde. Siden har Agility
udviklet sig til en seriøs hundesport, hvor der afholdes Verdensmesterskaber.
Det er samtidig en sport med et stort publikumstække. Ved hundestævner får man hurtigt
øje på agilitybanen, hvor mange tilskuere og hundeførere er samlet og
glæder sig over den hurtighed og smidighed hundene - og hundeførerne -
udfører når banen med forhindringer skal gennemløbes på kortest mulig tid
uden fejl.
Endnu er det ikke alle DcH afdelinger, der har Agility på programmet, men flere
ser denne form for hundetræning som en spændende fornyelse og tager den derfor
med i deres tilbud til medlemmerne.
Kontrol og lydighed
Da hundeføreren i Agility
uden snor skal føre sin hund gennem en bane med mange forhindringer så hurtigt
som muligt, kræver det at hunden har god kontrol over sin krop, og at hundeføreren
har kontrol over sin hund og med sine kommandoer og ikke mindst sit kropssprog,
fortæller hunden, hvad den skal gøre. En god portion lydighed hører derfor også
med, hvis hund og fører vil nå noget i denne sportsgren.
Du kan typisk begynde at
træne Agility med din unghund, når den har gennemført hvalpe- og begynder/grundkursus.
På det tidspunkt er hunden tilstrækkeligt udvokset. Små racer er hurtigere udviklet
end store, men som hovedregel gælder, at man skal være forsigtig med at træne
Agility med hunde under 12 måneder. For at deltage i konkurrencer skal hunden
være 18 måneder.
Agility for sjov
Men du behøver slet ikke at
tænke i konkurrencebaner for at træne Agility med din hund. Rigtig mange hundeejere
træner Agility sideløbende med DcH´s andre programmer, fordi de synes at det
er en god aktivering af hunden og hunden får en masse selvtillid og bliver mere
lydig - og så er det rigtig sjovt for både hund og fører.
© Landsforeningen Danmarks
civile Hundeførerforening
|