Forretningsorden for DcHs hovedbestyrelse

1. KONSTITUERING
Hovedbestyrelsen træder sammen snarest efter det årlige ordinære landsmøde
og konstituerer sig.
Indkaldelsen til det konstituerende hovedbestyrelsesmøde påhviler
forretningsføreren. Hovedbestyrelsen vælger ved simpelt stemmeflertal blandt
kredsformændene et medlem til forretningsudvalget.
Formændene, landskassereren og en af kredsformændene udgør forretningsudvalget.
2. DELTAGELSE I FASTE UDVALG,
OG FORDELING AF ØVRIGE OPGAVER
Hovedbestyrelsen kan, så længe den finder det formålstjenligt, af sin midte,
vælge en kontaktperson til hvert af landsforeningens faste udvalg.
Kontaktpersonens arbejde i et udvalg består i at være hovedbestyrelsens direkte
kontakt til udvalget. Kontaktpersonen skal inviteres til alle udvalgs- og
telefonmøder, men kan efter aftale med udvalgsformanden undlade at deltage, dog
skal kontaktpersonen deltage i udvalgets møder om budget og målsætninger.
Kontaktpersonen forestår den almindelige korrespondance imellem hovedbestyrelsen
og udvalget. Bindende aftaler skal først godkendes i hovedbestyrelsen.
Kontaktpersonen har taleret, men ikke stemmeret i udvalgets beslutninger.
Hovedbestyrelsen kan til enhver tid nedsætte midlertidige udvalg til belysning
af specielle opgaver, som ikke falder ind under de i forvejen eksisterende faste
udvalgs arbejdsområder, og kan i givet fald, enten af sin midte eller ude fra,
udpege personer til at forestå et sådant udvalgs arbejde.
Øvrige arbejdsopgaver fordeles på hovedbestyrelsens medlemmer, så fordelingen af
arbejdsbyrden bliver så ligelig som muligt.
3. HOVEDBESTYRELSENS MØDER
Hovedbestyrelsen holder minimum møde én gang hvert kvartal, dog er den
strategiske formand pligtig til at indkalde til møder, når dette er nødvendigt
eller forlanges af mindst 3 medlemmer af hovedbestyrelsen. Endvidere kan der
holdes telefonmøder, hvis der imellem to hovedbestyrelsesmøder opstår
uopsættelige problemer af generel karakter, hvor forretningsudvalget skønner det
nødvendigt at involvere hele hovedbestyrelsen i afgørelsen. Telefonmøde
indkaldes skriftligt af forretningsudvalget med en uges varsel. Telefonmøde kan
endvidere holdes, hvis hovedbestyrelsen ved slutningen af et ordinært møde har
et punkt på dagsordenen, som skal behandles inden næste møde - i så fald aftales
datoen for telefonmøde inden hovedbestyrelsen skilles.
Datoerne for det kommende års møder fastsættes så vidt muligt på det ordinære
hovedbestyrelsesmøde i oktober. Kan dette ikke lade sig gøre, fastsættes dato
for næste møde, inden hvert mødes afslutning.
Forretningsføreren udsender dagsorden. Der er mødepligt for hovedbestyrelsens
medlemmer. Eventuelt forfald meddeles forretningsføreren.
Ekstraordinære hovedbestyrelsesmøder indkaldes med mindst 7 dages varsel. Det
nævnte varsel kan dog forkortes af forretningsudvalget efter dettes nærmere
bestemmelse, når der foreligger sager til behandling, som kræver en hurtig
afgørelse.
Hovedbestyrelsens møder lægges fortrinsvis på lørdage/søndage, eller andre
fridage. Mødestedet bør være centralt i landet.
Ved de ordinære kvartalsmøder fremsendes, mindst 8 dage inden mødet, en
dagsorden vedrørende de sager, der skal behandles på mødet.
På dagsordenen til hovedbestyrelsesmøder anføres så vidt muligt postlistenumre,
der henviser til de bilag, der tilhører punktet.
Efter hvert møde udformes en aktivitetsliste, som gennemgås før hvert næste
møde.
Hvert ordinært møde skal
indeholde følgende punkter på dagsordenen:
-
Orientering fra
forretningsføreren om landsforeningens virke siden sidste møde, herunder
fremlæggelse af postlisten
-
Referater fra de faste
udvalg
-
Orientering fra
landskassereren med fremlæggelse af regnskabsrapport
-
Orientering fra
hovedbestyrelsesmedlemmer, der er tildelt faste opgaver
4. BESLUTNINGSDYGTIGHED OG
AFSTEMNING
Hovedbestyrelsen udøver sin kompetence i møder.
Hovedbestyrelsesmøderne ledes af forretningsføreren. I forretningsførerens
fravær af den strategiske formand.
Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig, når en af formændene og fire
hovedbestyrelsesmedlemmer er til stede.
Der kan principielt kun træffes afgørelser i sager, der er opført på
dagsordenen.
Afgørelser træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed tæller stemmen
fra den formand med længst anciennitet i hovedbestyrelsen dobbelt.
Skriftlig afstemning anvendes ikke.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
5. SUPPLEANTER
De for hovedbestyrelsesmedlemmerne på landsmødet valgte suppleanter
indtræder kun i hovedbestyrelsen, hvis hovedbestyrelsesmedlemmet har længere
tids forfald. Kortvarigt fravær på grund af sygdom, bortrejse, andet arbejde,
eller anden lignende årsag, betragtes ikke som forfald, som gør det nødvendigt
at lade en suppleant indtræde i det forhindrede hovedbestyrelsesmedlems sted. I
givet fald vurderer forretningsudvalget om indtrædelse af suppleanten er
relevant.
Ved nyvalg af en kredsformand tiltræder denne straks efter valget.
6. REGNSKAB OG BUDGET
Landskassereren udarbejder, ved hvert kvartalsmøde, en regnskabsrapport,
hvis detaljeringsgrad aftales med forretningsudvalget. En månedsoversigt sendes
til hovedbestyrelsen.
Den del af landsforeningens kassebeholdning, der umiddelbart er til disposition
for landskassereren, må ikke på noget tidspunkt overstige kr. 200.000,-. Den
øvrige del af kassebeholdningen skal være indsat på en eller flere spærrede
konti i et pengeinstitut. Disse konti skal være spærrede således, at
landskassereren kun kan hæve på disse i forening med mindst 1 af
landsforeningens 2 formænd.
Det pålægges landsforeningens 2 formænd, at føre kontrol med at nævnte
bestemmelser overholdes.
7. FORSIKRINGER
Der tegnes kautionsforsikring på landskassereren på et beløb af kr.
200.000,-.
Hovedbestyrelsen lader i øvrigt tegne sådanne lovbefalede forsikringer og andre
forsikringer, som tilsiges af foreningens tarv, og kontrollerer, at disse
forsikringer til stadighed holdes i kraft og er beløbsmæssigt ajourførte.
8. KOMPETENCE
Hovedbestyrelsen træffer afgørelse i alle sager, der ikke forelægges
landsmødet til beslutning.
I sager, der forelægges landsmødet til beslutning, foretager hovedbestyrelsen
forinden en indgående analyse, og fremlægger sagen med sin indstilling.
Forretningsudvalget varetager, koordineret med forretningsføreren, den daglige
ledelse. Hovedbestyrelsen bemyndiger herudover forretningsudvalget til at
disponere på landsforeningens vegne i akutte tilfælde, hvor hovedbestyrelsens
beslutning ikke kan afventes uden væsentlig ulempe for landsforeningens virke.
Hovedbestyrelsen skal i sådant tilfælde snarest muligt, underrettes om den
trufne disposition.
Den strategiske formand bemyndiges til at varetage hovedbestyrelsens interesser
i følgende sager, uden først at rådføre sig med forretningsudvalget eller
hovedbestyrelsen:
-
Verificere ændringer i
lokalforeningernes vedtægter, når disse er vedtægtsmæssigt godkendt af
lokalforeningens generalforsamling, og ikke skønnes at være i strid med
ånden i standardvedtægterne.
-
Den strategiske landsformand
virker endvidere som kontaktperson til forretningsføreren og prioriterer
forretningsførerens arbejde (se punkt 11).
9. REFERAT
Såfremt et hovedbestyrelsesmedlem ikke kan tilslutte sig den konklusion, der
drages efter debatten af et punkt på dagsordenen, skal den pågældende, inden
punktet forlades, anmode om, at hans/hendes særstandpunkt indføres i referatet,
efter diktat.
Hovedbestyrelsen står sammen om de trufne beslutninger og konklusioner.
Forretningsføreren udarbejder referat over det passerede. Referatet dækker såvel
beslutninger, som baggrunden for disse samt eventuelle særstandpunkter.
Endvidere anføres den eller de personer, der er blevet bemyndiget til at udføre
de trufne beslutninger.
Personsager udelades af referatet. Sager, der ikke er færdigbehandlede, kan
udelades af referatet.
Der må ikke ske omtale af hovedbestyrelsesmedlemmernes standpunkter.
Referatet sendes til hovedbestyrelsens medlemmer hurtigst muligt til eventuelle
indsigelser. Referatet udsendes derefter til kredse, udvalgsformænd,
postansvarlige og lokalforeningsformænd senest 2. torsdag efter mødet. Endvidere
offentliggøres referaterne på hjemmesiden.
Omtale af punkter der har været til behandling, men som ikke er medtaget i
referatet, må ikke finde sted, med mindre det er blevet pålagt
hovedbestyrelsesmedlemmerne at gå hjem til deres kreds og få givne spørgsmål
uddybet før beslutning træffes i hovedbestyrelsen.
10. BREVE FRA HOVEDBESTYRELSEN
Indhold af breve, svarbreve m.m. aftales så vidt muligt på
hovedbestyrelsesmøderne. Inden et brev udsendes, skal brevet tilsendes
hovedbestyrelsen til godkendelse/orientering.
Ved presserende sager, der kræver behandling/besvarelse før et
hovedbestyrelsesmøde holdes, sender forretningsudvalget forslag til brev til
hovedbestyrelsen til godkendelse inden udsendelsen. Hovedbestyrelsesmedlemmerne
skal melde tilbage.
Undtaget er rene rutinebreve, der ikke rundsendes til godkendelse.
11. KOMMUNIKATIVE RUTINER
-
Ønskes bistand til renskrift
og mangfoldiggørelse, sendes opgaven til forretningsføreren efter telefonisk
aftale om opgavernes udførelse.
-
Skrivelser, der rundsendes i
DcH, skal til hovedbestyrelsen før udsendelse, således at
hovedbestyrelsesmedlemmerne altid er orienteret. Henvendelse til andre
foreninger, ministerier, presse m.m. skal til hovedbestyrelsen først
og udsendes herfra.
-
Ønskes noget materiale udsendt
til hovedbestyrelsen, kan dette ske ved indsendelse til forretningsføreren,
der sørger for udsendelse til hovedbestyrelsen.
-
Ønskes noget materiale
udsendt, der er udarbejdet i udvalg eller af enkeltpersoner, som ændringer
til gældende praksis, skal dette forelægges
hovedbestyrelsen/forretningsudvalget til godkendelse.
-
Ønskes noget materiale udsendt
til en større personkreds (lokalforeningsformænd, dommere, kredsbestyrelser
eller udvalg), indsendes manuskript til hovedbestyrelsens accept af
udsendelse.
-
Undtaget fra punkt d er
allerede godkendte standardudsendelser, som f.eks. landskassererens
udsendelse af opgjorte stemmer efter medlemstal, og landskassererens
udsendelse af årsopgørelser.
Standardudsendelser skal dog så vidt muligt koordineres med andre
udsendelser.
-
Ved enhver udsendelse fra
noget hovedbestyrelsesmedlem eller udvalg til hovedbestyrelse, kredsråd,
lokalforeninger, dommere eller andre persongrupper i DcH, skal det sendes
til alle hovedbestyrelsesmedlemmer.
-
Forretningsføreren fører en
postliste. Alle udsendelser forsynes med årstal og nummereres fortløbende.
Postlisten føres kronologisk, og der påføres afsender, emne på udsendelsen,
dato for udsendelsen samt modtagergruppen.
Postlisten udsendes til hovedbestyrelsen den første torsdag i måneden.
Postlisten indgår som fast punkt på hovedbestyrelsens mødedagsorden.
12. ÆNDRINGER I FORRETNINGSORDENEN
Forretningsordenen gennemgås, som minimum, hvert år på det konstituerende
hovedbestyrelsesmøde med henblik på eventuelle ændringer heri.
Således gennemgået og vedtaget på
hovedbestyrelsesmøde 18. marts 2007
På hovedbestyrelsens vegne
Torben Christensen
Strategisk formand
© Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening
|