Referat af Hovedbestyrelsesmødet den 14.
oktober 2006

Til stede: Torben Christensen, Erik Hansen, Per Victor
Christensen, Johnny Voss, Peder Søndergaard Pedersen, Erhard G. Rasmussen , John
Stenhøj og Henry Pedersen.
Bodil Walmod-Larsen var ikke til stede.
Orientering fra formanden og postlisten
DcH i fremtiden
Annoncering efter en forretningsfører vil ikke blive iværksat før efter
fællesmødet i november.
Det forventes, at det kommende fællesmøde 11. november, vil give
hovedbestyrelsen et billede af situationen ude i kredsene og om hvordan
stemningen er her.
Ekstraordinært landsmøde er fastsat til 10. februar 2007.
Der var på hovedbestyrelsesmødet ros til Peder Søndergaard Pedersen for en meget
udførlig beskrivelse af kredsrådsmødets forløb i kredsen omkring ansættelse af
forretningsfører. (Se under punktet kreds 1).
Det blev diskuteret, om betegnelsen "næstformænd" siddende i hovedbestyrelsen
skulle ændres til, at man i stedet for valgte to "formænd". Disse to formænd
eller næstformænd kunne eventuelt tilegnes stemmeret efter anciennitet i
hovedbestyrelsen.
Punkterne på det kommende fællesmøde vil blive "forretningsfører" og
"budgetter".
Kredsformændene undersøger om nogle af deltagerne (udvalgsmedlemmer og kredsenes
forretningsudvalg) har yderligere punkter til dagsordenen, som bliver sendt ud
1. november. Sidste frist for forslag bliver 28. oktober.
Møde mellem DKK og DcH
Det har været umuligt at finde en dato for et møde mellem DKK og DcH omkring
nordiske discipliner.
60-års jubilæum
DcH-Frederikshavn fylder 60 år. Peder Søndergaard Pedersen deltager fra
hovedbestyrelsen.
DcH-logo
Nogle foreninger benytter eget logo.
Landsforeningen har kun ét logo. Hvis man (lokalforeningen) laver noget, der
sendes ud af foreningen, er det kun det officielle logo der må bruges. I hvert
fald skal det officielle DcH-logo være dominerende. Mindre dominerende kan man
så vælge at anbringe lokalforeningens eget logo også (altså begge logoer, men
med forskellig størrelse.
Reglerne skal defineres nærmere. Henry Pedersen kommer med et oplæg til
hovedbestyrelsen til næste møde.
Landsforeningens logo trænger til at rentegnes på ny, således at det kan bruges
i de moderne trykmetoder og fremstå med et flot resultat. Per Victor Christensen
sørger for opdatering af logoet.
Nyt fra kassereren og nyt fra webmasteren
Medlemstallene:
Medlemstallene ultimo september 2006 – her er vi nu oppe på 15.251
medlemmer, hvilket er 557 flere end samme tidspunkt sidste pr.
Regnskabs- og budgetoversigt – det ser ud til at vi kan regne med en lidt
større bruttoindtægt end oprindelig budgetteret. Hvis udgiftsniveauet
holdes indenfor budgetrammen – vil vi ende med et overskud på mellem 100.000 kr.
og 150.000 kr.
Betaling af startgebyrer til DM via landskassereren:
Har fungeret godt – på nær en kreds, hvor der mangler betaling af kr. 1.000,- og
kredskassereren er rykket - og i særdeleshed en kreds, hvor betalingen fra
kredsen først blev modtaget den 10. oktober 2006. Beløbet er herefter straks
videresendt til Haderslev.
Landskasserer Erik Hansen finder det beklageligt, at man ikke i pågældende kreds
har fundet en procedure, der sikrer at en så vigtig betaling sker rettidigt!
"Jeg kan se i referatet fra konkurrenceudvalget (206/06), at der har været
problemer med tilmeldingslisterne fra kreds 4.
Jeg kan også se i referatet fra kredsbestyrelsesmødet den 28. september 2006 i
kreds 4 (213/06), at kredskassereren allerede på dette tidspunkt mangler
oplysninger om, hvor mange deltagere der var fra kreds 4 – og hvortil pengene
skal sendes. Det fremgår videre, at kredskassereren tidligere modtog en liste
fra sekretariatet umiddelbart efter udtagelsen.
I den forbindelse har kredsbestyrelsen i kreds 4 udtalt: at dette er en
procedure som der bør strammes op på, så der ikke er tvivl hos nogen.
Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig, så jeg vil anbefale de der er i tvivl,
at læse Orientering nr. 71 i årbogen der bl.a. omhandler tilmeldingsproceduren
for kredsen – herunder hvem der modtager tilbagemeldingen om
udtagelsesresultatet samt orientering nr. 72 der bl.a. omhandler
betalingsproceduren for startgebyr. Størrelsen på startgebyrer udmeldes af
konkurrenceudvalget".
Budgetgennemgang for 2007/08.
Budget for 2007 og 2008 er gennemgået.
For 2007 er der sket en nedjustering for de fleste udvalg i forhold til de
fremsatte ønsker.
Landskasserer Erik Hansen skriver til de enkelte udvalg.
Nyt fra næstformanden og/eller 4. FU-medlem
Der skal fremover, i budgettet, tages højde for, at der er kommet nye
regler for arbejdsskadeforsikring som betyder, at forsikringen ikke dækker som
tidligere.
DcH har intet "køkken-arbejde" registreret, hvilket betyder (efter de nye
regler), at køkkenpersonale ikke er dækket af den nuværende forsikring.
Per Victor Christensen undersøger om landsforeningen kan tegne en
"fritids-arbejdsskadeforsikring" som dækker køkkenpersonale også.
Sagen omkring en hundefører, der kom til skade da hun lagde sig imellem før to
hunde kom i en farlig situation, har fået medhold fra forsikringen. I første
omgang ville forsikringsselskabet kun betale 50% at omkostningerne.
Nyt fra sekretariatet
Det er nu ca. et år siden lokalforeningerne fik adgang til databasen.
Bruger nr. 102 har netop fået adgang.
Nyt fra kredsformændene
Kreds 1
Formands- og kassererkursus forberedt afholdt i DcH-Aalborgs klubhus 4.
november.
Ekstraordinært kredsrådsmøde holdt omkring "Moderne tider i DcH".
Fra kredsens side havde man suppleret med konsekvenserne for kreds 1 og et bud
på konsekvensen for lokalforeningerne.
Der havde været stor begejstring over de informative og gode PowerPoint-filer
som forretningsudvalget har fremstillet og kredskassereren havde suppleret med
økonomiske konsekvenser i kreds 1.
Lokalforeningerne blev præsenteret for 2 pakker. En billig der indeholdt en
kontingentstigning i alt på kr. 95 og en dyr på kr. 104.
Det havde været et fantastisk positivt møde og der var fuld opbakning fra alle
lokalforeninger til den dyre pakke på kr. 104.
Lokalforeningerne udbad sig materialet til underbygning af fremlæggelse på deres
kommende generalforsamlinger, da de endnu ikke havde fået de uddybninger der var
lovet i Nyhedsbrevet fra landsforeningen.
Spørgelysten var stor og blev mødt med tilfredsstillende svar.
Det kan forudses at 2 emner er problematiske for lokalforeningerne i kreds 1 og
det er følgende:
1. Der er ingen forståelse for organisationsopbygningen med 2 næstformænd og
ingen formand.
2. Der er ingen forståelse for ”anciennitets”-modellen mellem de 2 næstformænd.
Rammerne omkring oprettelse af en sporcentral er klar.
Kredsen har fået en ny dommer, men mangler stadig flere dommere.
Kredsen har taget initiativ til "åbne kredsgrænser", således at hundeførere fra
kreds 1 vil kunne deltage i konkurrencer i kreds 2 og 3 og omvendt.
Det er til behandling i kreds 2 og 3 og 2007 kunne eventuelt være et "prøve-år".
Kreds 2
Kredsen holdt 26. september formandsmøde, hvor materialet fra
forretningsudvalget om "Moderne tider i DcH" blev fremlagt - og det blev
generelt godt modtaget.
Emnet vil igen blive fremlagt for kredsrådet til kredsrådsmøde 16. oktober 2006.
Kredsen har 8 dommeraspiranter, som alle skal til skriftlig midtvejsprøve 14.
november.
Kredssekretær Jørgen Nielsen stiller ikke op til næste valgperiode.
Kreds 3
Kredsformand John Stenhøj og kredssekretær Ågot Elmquist stiller ikke op til
næste valg.
Formands- og kassererkurset som Erik Hansen og Per Victor Christensen har holdt
blev meget fint modtaget.
Kredsbestyrelsesmøde holdes 24. oktober
Første uge i november vil der blive holdt kredsrådsmøde, hvor "Moderne tider i
DcH" vil blive taget op.
Kredsen har fået 4 nye dommere.
Kreds 4
Kredsen er i det store og hele tilfreds med årets DM.
28. september holdt kredsen møde omkring "Moderne tider i DcH", og det var
blevet godt modtaget.
Kredsformanden har sendt forretningsudvalgets materiale ud til alle
lokalforeninger i kredsen. Der vil blive taget stilling senere.
Kredsen har en stabil udvikling.
Kredsen har 4 dommeraspiranter.
Kreds 5
Kredsen holdt kredsbestyrelsesmøde 5. september, hvor kredsformanden
orienterede omkring "Moderne tider i DcH". Der holdes
kredsrådsmøde/koordineringsmøde 3. november, hvor idéen om en forretningsfører
drøftes.
Kredsen har i alt 8 dommeraspiranter. De 4 har været til forprøve som gik godt,
og har efterfølgende bestået dommereksamen.
DcH-Langeskov har fået nyt klubhus.
Der er sket fusionering mellem Svendborg og Odense i DGI-regi. En fornuftig
landsdelsstyrelse for Fyn er nedsat og et agilityudvalg er nedsat.
Kredsen har sendt dommere til Sjælland for at afhjælpe dommermanglen i kreds 6.
Kredsen har den største medlems-tilgangs-procent, nemlig 10%.
Kreds 6
Der blev holdt kredsrådsmøde 19. september, hvor Power point-materialet om
"Moderne tider i DcH" blev vist og suppleret med konsekvenserne ved at indføre
de samme kørepengetakster i kredsen - det blev godt modtaget!
Der var lidt snak om, hvilken struktur der skal være sammen med
forretningsføreren. Det med to næstformænd virkede lidt svært og man mente det
nemt kunne blive problematisk. Power point-materialet er sendt ud til
lokalforeningerne til nærmere gennemsyn samt til brug ved præsentation af idéen
i foreningerne.
Kredsrådsmøde igen 30. januar 2007.
Startgebyr til konkurrencer i DcH-programmet blev sat til kr. 85,-, da det er
blevet almindeligt, at hundeførerne selv medbringer både mad og drikke, således
at salget i kantinen ikke giver noget overskud.
I agility og IPO forbliver startgebyret uændret.
DcH-Herfølge har foreslået at lave særlige aktiviteter for unge. Forslaget blev
godt modtaget, og det første arrangement bliver holdt i Herfølge 29. oktober.
DcH-Humlebæk vil lave et agility-arrangement til foråret.
Sjællandsmesterskabet i DcH-programmet bliver nu fra 2007 til et egentligt
mesterskab, hvor to konkurrencers resultater sammen med resultatet på den dag
hvor Sjællandsmesterskabet holdes, bliver afgørende for, hvem der kan hædres med
titlen Sjællandsmester i DcH-programmet.
Kredsen har fået 2 nye dommere, men mangler stadig dommere, så aspiranter
efterlyses.
Nyt fra udvalgene
Agilityudvalget
Udvalget holder møde 21. oktober, hvor de også mødes med uddannelsesudvalget
omkring kredsinstruktøruddannelsen.
Til lykke til 3 nye agilitydommere som er uddannet:
Kreds 2 Helle Skovgaard
Kreds 3 Mette Gabel Gregersen
Kreds 6 Bjørn Claeson
Brugsprøveudvalget
Udvalget holder møde 20. oktober.
Dommerudvalget
Dommerprøve i Kerteminde. 6 aspiranter eksamineres dags dato.
Konkurrenceudvalget
Evalueringsmøde efter DM holdes dagen efter fællesmødet, nemlig 12.
november.
Allan Olesen har forladt udvalget efter DM2006.
Heidi Frölich og Annette Lunau forlader også udvalget, men først efter
landsmødet, hvor de er på valg.
Nye orienteringer på vej f.eks. en orientering omhandlende hundebid under
konkurrencer.
Dispensationer gives af konkurrenceudvalget med orientering til dommerudvalget.
Konkurrenceudvalget mener, at så længe en hundefører kan fremføre sin hund i
programmet, kan hundeføreren også deltage i konkurrencer.
Udvalget har udformet sin egen mailpolitik.
Konsulentudvalget
Udvalget har holdt møde med kredskonsulenterne 7. oktober. Desværre deltog
kun to ud af seks kredskonsulenter.
Hovedbestyrelsens kontaktperson deltog desværre ikke.
Nordisk udvalg
Nordisk Mesterskab 30. september og 1. oktober i Finland havde været et flot
arrangement.
Et godt program, super arealer samt godt hunde/menneske-samarbejde præsteret.
Peder Søndergaard Pedersen, som var holdleder i Finland, fremhæver de danske
repræsentanter som meget sociale sportsfolk.
Det påtænkes at lave en "køreplan", således at utilsigtede problemer kan undgås.
F.eks. kom en hundefører ikke med til Finland, fordi blodtesten på hunden ikke
blev godkendt. En ny test kunne måske have været nået, hvis man var startet i
god tid.
De danske deltagere fik ingen medaljer med hjem i bagagen, men var med i
medaljekampen til det sidste.
Nordisk mesterskab næste år holdes i Sverige ved Stokholm 14. - 16. september.
Efter NOM er der sædvanligvis møde i den nordiske komité.
Et af punkterne var forslag til eventuelle ændringer i det nordiske regelsæt og
konkurrenceprogram. Et program som kun kan ændres hvert 4. år.
Derfor vil der blive en hel del at arbejde med i Danmark, så vi fortsat sikres
et Nordisk program, som de danske hundeførere kan finde interesse i.
Hovedbestyrelsen giver Anders Westh mandat til at gå videre med sagen.
Redaktionen
Skal alle DM-resultaterne kunne læses i DcH-bladet fremover?
Redaktør Maja Hansen har spurgt hovedbestyrelsen, fordi redaktionen har så meget
stof, som de må udelade, fordi resultaterne fylder så meget.
Hovedbestyrelsen besluttede, at de tre første resultater i alle klasser skal
figurere i DcH-bladet. De øvrige resultater kan læses på landsforeningens
hjemmeside.
Uddannelsesudvalget
Udvalget holder møde 21. oktober, hvor de også mødes med agilityudvalget
omkring kredsinstruktøruddannelsen.
Ungdomsudvalget
Intet nyt.
Ordensudvalget
Intet nyt
DM2006
Kammeratskabsaftenen ved årets DM havde været kritisabel på et punkt,
idet flere var blevet afvist ved indgangen på grund af pladsmangel, selv om de
havde betalt rettidigt.
Det må ikke ske igen!
Hovedbestyrelsen diskuterede, om det var en løsning, at få en
hovedbestyrelses-repræsentant til at være koordinator for lokalforening, udvalg
m.fl., således at alle i fremtiden får en god oplevelse i forbindelse med
afholdelsen af DM. Punktet tages op på næste møde.
Friluftsrådet
Erik Hansen og Peder Søndergaard Pedersen har deltaget i et møde med
Friluftsrådet. Friluftsrådet har ønsket at uddybe vilkårene for at modtage
driftstilskud, og for at høre nærmere om DcHs udvikling i de senere år.
Mødet havde været et godt og positivt møde.
DcHs repræsentanter i Friluftsrådet deltager i orienteringsdag om "Friluftsrådet
og DcH" 26. november med friluftspolitisk konsulent Mads Ellegaard som
instruktør/foredragsholder.
Arrangementet vil komme til at koste ca. kr. 15.000,-.
Peder Søndergaard Pedersen har søgt om tilskud til arrangementet i Tips- og
lottomidler-puljen gennem Friluftsrådet. Friluftsrådet har bevilget et tilskud
på til 75% af beløbet op til kr. 10.000,-
Eventuelt
Hovedbestyrelsesmødet 10. februar 2007 er flyttet til 20. januar, fordi
det ekstraordinære landsmøde er sat til 10. februar på Trinity i Fredericia.
Må en græsk gadehund, som mangler et stykke af halen, deltage i konkurrencer?
Såfremt der findes en stumphaleattest, må den gerne.
Erfarne sporlæggere melder fra, fordi de er usikre, da der ikke længere må
bruges små hjælpemarkeringer på sporene. De tør ikke påtage sig at lægge spor,
fordi de ikke tilstrækkeligt nøjagtigt kan anvise sporene til dommerne, når det
er nødvendigt at give hundeførerne tilrettevisninger.
I kreds 2 er det ikke noget problem, da man her aldrig har brugt
markeringsstokke.
Mødeplanlægning
Hovedbestyrelsens mødekalender 2006/07
|
DATO |
AKTIVITET
|
|
11. - 12. november |
Fællesmøde/ HB-møde |
|
20. januar |
HB-møde |
|
10. februar 2007 |
Ekstraord. landsmøde |
|
17. marts |
Landsmøde |
|
18. marts |
HB-møde, konstituering |
Referent: Maiken Stegmann
© Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening
|