Et par tips til apport
Udarbejdet til hjemmesiden for Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening af Erik Hansen

Af Annette Lunau

To C-hundeførere fra DcH Stevns træner apport på hver sin måde.

Pia træner med Gipsy, en leonberger på fire år. Han er stort set ikke interesseret i at lege med ting, selvom der er prøvet meget forskelligt. Til gengæld vil han gøre næsten hvad som helst for mad. Pia har brugt ost, som en særlig lækkerbisken til at træne apportering.

Pia viser Gipsy, at hun kommer et stort stykke ost ned i en lille taske. Tasken er med lynlås, så den er nem at åbne (for Pia) og samtidig er den også hård, så den ikke kan tygges i stykker. Pia opdagede nemlig, at hvis Gipsy kan mærke ostestykket, så vil han hellere bide genstanden i stykker selv.

Pia kaster genstanden et lille stykke væk (højst linens længde). Hun opmuntrer og roser Gipsy for at få ham til at komme. Til at begynde med måtte hun også bruge linen for at få Gipsy hjem.

I starten trænede Pia dette inde i huset for at undgå forstyrrelser. Hun trænede i en lang smal gang, hvor der ikke var så mange muligheder for at gøre andet end det rigtige.

Når hunden kommer til føreren, så gælder det om at få den til at aflevere genstanden i hænderne. I samme øjeblik føreren får genstanden, skal hunden have sin ost. Det skal gå virkelig hurtigt for at hunden kan koble de to ting sammen.
Her sidder Gipsy foran med genstanden, men det kan man først forvente efter et (måske langt) stykke tid. Hunden skal først lære: at aflevere genstanden giver ost til mig.
Hvis hunden smider genstanden på jorden, må føreren være hurtigere til at række hænderne frem. Hunden skal jo først og fremmest have succes, så den finder ud af sammenhængen. Er genstanden smidt på jorden, så må hunden samle den op, før den kan få sin ost.
Når apporten skal introduceres, kan man, som Pia har gjort, sætte en sok udenpå pinden, hvor osten kan være i, bore hul og lave en prop, eller hvad man nu har fantasi til. Det vigtigste er, at hunden ikke kan få fat i osten, men at føreren hurtigt kan.

Til sidst skal hunden hente en ganske almindelig apportpind, og det vil den gøre, hvis den har lært lektien tilstrækkelig godt: at aflevere genstanden giver ost til mig.

Når der ikke er ost i selve apporten mere, skal hunden have sin ost fra føreren. Hvis osten er i førerens hænder, vil hunden ofte smide apporten for straks at få osten. Hvis osten er i lommen, vil det tage for lang tid at finde den frem. Tag i stedet osten i munden, så har du hænderne fri, og du kan belønne lynhurtigt.
 

Annette træner med mellemschnauzeren Albert på tre år. Albert gider ikke rigtig lege med ting og han er heller ikke særlig glad for mad. Men han interesserer sig meget for andre hunde. Denne interesse kan udnyttes til at få ham til at gøre ligesom de andre hunde. Enten fordi han efterligner dem, gerne vil vise sig eller vil overgå dem.

Der skal bruges en eller flere hjælpehunde, som har en høj motivation for at lege med genstande eller apporter og som samtidig har et tydeligt kropssprog.

Det er en balancegang at blive ved så længe, at Alberts interesse er på vej op, men at stoppe før den slukkes, hvilket ofte sker ret hurtigt ved den type hunde.

Hjælpeføreren leger med sin hund og sætter den op til at lege med apporten.
De fortsætter, indtil Albert viser interesse for deres aktivitet. I dette tilfælde er hjælpehunden en noget ældre hund, som Albert kender godt og ser lidt op til.

Apporten kastes, når Albert er "tændt", og hjælpehunden får lov at løbe med det samme. Hjælpehunden viser sin glæde tydeligt og Albert er interesseret.

Hjælpefører og hund leger og kaster, indtil Albert er rigtig interesseret. Så kaster hjælpeføreren apporten, og Albert får lov at komme af sted. Det er vigtigt, at både hjælpefører og hund, som her, lever med i det, så han rigtig kan føle triumfen ved at komme først af sted og få apporten.

Annette må selv sørge for at få Albert hjem ved at rose og opmuntre ham og evt. løbe væk fra ham. Her kan hjælpehund og fører ikke gøre noget og er derfor passive.

Når hunden er kommet hjem til føreren belønnes den med masser af ros. Føreren skal virkelig være imponeret, så hunden bliver stolt og glad. Prøv evt. med lidt leg eller mad, hvis der er bare lidt interesse.