© 2018 Danmarks civile Hundeførerforening

Lidt om spor og træning af spor

© 2003 af kredsinstruktør Niels-Henning Hansen

Udarbejdet til hjemmesiden for Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening af Erik Hansen

Lidt om spor og  træning af spor
Jeg vil i min artikel her ikke direkte anvise hvordan man træner spor, men derimod prøve at forklare lidt om de begreber og metoder jeg anvender og har anvendt til træning af mine hunde i sporarbejdet

Som de fleste har lagt mærke til er det naturligt for hunde at bruge deres næse og lugtesansen er da også ubetinget hundens vigtigste sans – og den er ufatteligt meget bedre end menneskets lugtesans.

Hunden har i vild tilstand oprindeligt skulle bruge sin lugtesans til at følge færten af et byttedyrs spor, selv over store afstande, for at kunne skaffe sig føde. Derfor kan hunden uden videre afgøre hvilken retning et byttedyr har taget. Hvis den ikke er i stand til det, vil den jo risikere at følge sporet den forkerte vej, nemlig væk fra byttet og hvis den gør det for mange gange vil den måske til sidst dø af sult. Hunden er også i stand til at skelne mellem det rigtige spor og de spor der krydser det. Hunden er desuden i stand til at følge spor der er mange timer gamle osv.

Man mener også at hunden er i stand til at opfatte sindstilstanden på det byttedyr den sporer. Et såret eller sygt byttedyr er nemlig meget nemmere at indhente og nedlægge end et byttedyr der er rask.

Sporbilledet
Det vi kalder sporbilledet handler om hvilke lugte hunden opfanger i og ved sporet.

Når man lægger et spor sker der grundlæggende to ting:

Sporlæggeren afgiver en masse mikroskopiske lugtpartikler, der dels drysser af undervejs og dels trænger ud af fodsålerne. Desuden hvirvles der også løse lugtpartikler op fra underlaget. Under et kalder vi alt dette for dynefært fordi alle disse partikler ligger som en dyne over og omkring sporet. Alt afhængig af vind, luftfugtighed, nedbør osv. forsvinder dynefærten hurtigere eller langsommere fra sporet.

Der hvor sporlæggeren træder – i selve fodsporene, begynder der at ske forskellige ting. Dels knækkes vegetationen, en massemikroorganismer knuses og dels trædes jorden lidt sammen. Dette gør alt sammen at der i fodsporene opstår en kemisk proces – der foregår en forrådnelse. Lugten fra denne forrådnelse opstår altså i selve fodsporet og er stærkest der, derfor bliver den kaldt kildefært.

Lige når man lægger sporet er dynefærten størst – altså 100% mens kildefærten slet ikke er der – d.v.s. 0 %

Hvor hurtigt dynefærten aftager og kildefærten tiltager er det svært at sige noget generelt om.

Det afhænger i høj grad af såvel underlaget som vejret. Som grundregel siger man at sporet skal lige i mindst 20 minutter før kildefærten overdøver dynefærten. I praksis vil det i mange tilfælde være en fordel at der går endnu længere tid før man sætter sin hund på sporet. Den skal trænes til at følge kildefært og ikke dynefært.

En hund der søger på dynefært gør det med høj næse. Den flakker og går ofte langt fra det udlagte spor. Hunden der går på kildefært derimod, går med næsen helt nede ved jorden, uden at flakke og lige i sporet.

Det er derfor det er så vigtigt at kildefærten får lov at udvikle sig og dynefærten lov til at drive væk inden hunden sættes i gang med at søge sporet.

Sportyper
Grundprincippet i al sportræning/sporindlæring er, at der altid ligger godbidder som belønning til hunden for at afsøge sporet. Hvor tæt og hvor mange godbidder der ligger på sporet, afhænger af hvor langt man er kommet med den spormæssige udvikling af hunden. Det forholder sig således at jo større spordrift hunden er/kommer i besiddelse af jo færre godbidder er der behov for.

Driftsporet bruges til at øge hundens lyst til at gå spor. Et driftspor er et cirka 50 skridt langt rimeligt let spor lagt i rygvind og med passende huller i godbidsrækken.

Efterhånden som hunden bliver bedre til at gå spor, vil der være langt mere hul end der vil være godbidder på driftsporet.

Driftsporet starter man med for at øge hundens spordrift. Så har man et antal uddannelsesspor. Og så slutter man igen med et driftspor. Det er nemlig vigtigt at øge hundens drift igen efter uddannelsessporene, som måske har været svære for hunden og dermed tappet kraftigt af dens spordrift.

Uddannelsessporet kan være mange ting afhængigt af hvad hunden skal lære netop nu. Det kan være forskellige vindretninger, forskellige underlag, genstande, forskellige vejrlig, krydsning af veje og små vandløb, terrænskift, afledningsspor osv. Et uddannelsesspor er simpelthen et eller flere spor, hvor man arbejder med noget nyt hunden skal lære eller noget den ikke er god nok til.

Afhængigt af hvad der arbejdes med, lægger men måske 10-15 uddannelsesspor – f.eks. hvis der arbejdes med indlæring af knæk eller med genstande.

Konditionssporet har til formål at træne hundens evne til at koncentrere sig i lang tid. Et konditionsspor er et langt og forholdsvis let spor, oftest i medvind, og altid med spredte byger af godbidder. Med lidt øvede hunde skal man gerne op på en længde af 1000- 2000 skridt eller mere, selvfølgelig lidt afhængigt af, hvor stor en hund der er tale om og hvor god dens spordrift er. Er hundens spordrift meget stor kan man nemt gå endnu længere spor.

Endelig er der motivationssporet. Denne type spor er oftest lidt misforstået. Motivationssporet er beregnet udelukkende til hvalpe og selvfølgelig lidt ældre hunde, der ikke før har prøvet at gå spor.

Sporet skal kun bruges i yderst begrænset tid, da det ikke er et rigtigt spor men kun tjener det formål at få hvalpen eller den unge hund til at forstå at den, når den får søge kommandoen, kan finde noget spiseligt ved at sætte næsen ned mod underlaget

Dette spiselige er lækre godbidder lagt som perler på en snor med et hundeskridts afstand og i medvind og helst på kort græs.

Motivationssporet skal så hurtigt som det er muligt (hunden sætter næsen mod jorden ved kommandoen søge) ændres således, at det efter en rimelig kort indlæringsperiode bliver til et driftspor.

Motivationssporet, som altså er det første spor den nye hvalp bliver præsenteret for, laves ved at man slæber fødderne, så tæt sammen som muligt, hen over græsset (vender tilbage til det med græs senere). Imellem fødderne placerer man godbidderne i en lang række med et hundeskridts afstand. Denne afstand vil forandre sig efterhånden som hunden vokser.

Så snart hunden har forstået hvad det drejer sig om, begynder vi at ændre måden vi laver sporet på. Fra slæbende fødder til korte trippende skridt, til lidt længere skridt og til sidst ganske almindelige skridt. Godbidderne placeres stadig med et hundeskridts afstand i en række mellem fodaftrykkene, men vi arbejder nu også med ophold i godbidsrækken. Nu har vi faktisk ændret sporet til et driftspor og skal ikke mere benytte os af motivationsspor for som jeg allerede har skrevet, så har det ikke noget med spor at gøre.

Konkurrencesporet adskiller sig fra de andre sportyper ved at være helt uden godbidder. Som navnet klart antyder, bruges denne type spor udelukkende til at bedømme hundens færdigheder for en dommer.

Under træning bør man ikke lægge spor uden godbidder, da der så ikke vil være nogen belønning til hunden for at søge og der derfor heller ikke er nogen driftfremning.

Jeg vil her lige indskyde en lille bemærkning. Mange hundeførere laver de sidste træningsspor før en konkurrence alt for nemme og bruger f.eks alt for mange godbidder, hvilket kan betyde at hunden tager for let på opgaven når det gælder og derfor taber sporet.

Er hunden godt gennemarbejdet i dagligdagen kan det derimod være en god ide at få hunden til at fejle på det sidste træningsspor før konkurrencedagen, stoppe den stille og roligt, sætte den i bilen og køre hjem. Hunden har dermed ikke fået opfyldt sit driftmål og sætter alt ind på at nå det på det næste spor, som er konkurrencesporet.

Godbidderne og deres placering
Som tidligere nævnt er det fælles for alle træningsspor, altså både de første motivationsspor, driftspor, uddannelsesspor og konditionsspor, at der ligger godbidder på dem, som hunden skal finde. Det er godbidderne der er det helt grundlæggende element i indlæringsmetoden. Uanset hvor lange ophold i godbidderne man kan komme op på, skal hunden søge videre i den forvisning om, at bare den afsøger det næste skridt så kommer belønningen også i form af godbidder.

Godbidderne skal være små – svarende til at en almindelig dybfrossen suppekødbolle skæres i 4-6 stykker. Godbidderne skal være så små at hunden ikke er nødt til at tygge dem, de skal nærmest smelte på tungen. De skal også være små således at hunden ikke er i stand til at finde dem med øjnene, men bliver nødt til at bruge næsen. Det skal dog lige nævnes at til enkelte hunde kan det være nødvendigt at bruge lidt større godbidder da motivationen til at finde små godbidder ikke er stor nok. Der findes også hunderacer der har meget vanskeligt ved at få fat i meget små godbidder. Det sidste har jeg især observeret med boxere.

Godbidderne skal være lækre. Simpelthen fordi jo større lækkerier for hunden, jo større lyst til at søge efter dem. Og for at gøre hunden endnu mere interesseret, sørger man for at hunden er tilpas sulten når man skal træne spor med den, da sult er en af udløserne for sporsøg.

Lækre godbidder hvad er så det? Ja det kan være forskelligt fra hund til hund, men det kan være kødboller, kogt lever, ost, spegepølse, diverse pølser osv. Alt sammen skåret i passende små stykker.

Motivationssporet er som tidligere nævnt det eneste spor, hvor der ligger godbidder hele vejen.

Ellers ligger de i serier, hvor den mindste serie ikke må være mindre end 5-6 godbidder lagt med et hundeskridts afstand.

Antallet af godbidder i serierne skal varieres og ligeledes opholdet af godbidder. Hunden må ikke kunne finde noget mønster i godbidder og ikke godbidder.

Hvor langt skal hunden så kunne gå i et ophold på sporet uden godbidder. Ja jeg vil sige mindst det dobbelte af den afstand som den skal kunne gå til konkurrence d.v.s. 400 skridt for en B-hund, 1200 skridt for en A-hund, 1200 skridt for en IPO 3 hund osv. Går man efter en sporhundeprøve så taler vi altså om 4000 skridt.

Jeg vil også lige komme ind på brugen af et startfelt. Et startfelt er en trekant – ca. � meter på hver side – som man tramper grundigt ned, der hvor man vil lave starten på et spor. Den ene spids i trekanten skal pege i sporets retning. I feltet ligger man 3-5 godbidder, godt fordelt i trekanten. Formålet er at skabe ro i opstarten af sporet, så hunden ikke lærer at styrte af sted når den bliver sat på.

Afslutningen på sporet skal også lige have et ord med på vejen. Der hvor sporet ender laver vi et lille punktum på den måde at laver et lille bitte felt, hvor vi lægger 6-10 godbidder.

Herved laver vi en rolig afslutning, hvor vi ved at stryge hunden langsomt langs siden, behersket kan rose den for dens arbejde mens den spiser sin slutbelønning.

Vindretningens og vejrets betydning
Når man begynder at træne sin hund til at gå spor lægger man i starten alle spor i rygvind. Hvis sporene lægges i modvind driver færten af godbidderne hen i hovedet på hunden og den kan finde dem med højt søg. I sidevind driver færten fra godbidderne væk fra sporet. Begge dele giver problemer med at lære hunden det dybe søg i kildefærten. Hunden skal nemlig fra starten lære at kildefærten fører frem til belønningen.

Efterhånden som hunden bliver bedre og mere omhyggelig i sit søg, begynder man at arbejde med andre vindretninger. Først en let sidevind skråt bagfra. Så en kraftigere vind skråt bagfra. Så en let sidevind, derefter kraftigere sidevind. Så en let vind skråt forfra. Så direkte modvind osv.

Vindretningen skal hele tiden afpasses efter vindstyrken. Når man første gang lægger sporet i en vindretning, hunden ikke er trænet i før, bør det foregå en dag med forholdsvis let vind. Hvis man lægger sporet i en ny vindretning og samtidig vælger en dag med kraftig vind, vil chancerne for at det går galt øges betydeligt.

Akkurat som med godbidderne – bygger vi det gradvist op over en periode. Resultatet skal gerne ende med at hunden til sidst kan gå sporet korrekt uanset vindretning og vindstyrke.

Vejret betyder også noget for sporindlæringen. Hvis en hund aldrig har gået spor i andet end godt vejr uden ret megen vind, må man ikke forvente at den bare uden videre kan gå spor i regn og storm. Den skal lære at forholde sig til færten i al slags vejr – den skal vænne sig til det. Det er altså ikke en dag med møgvejr man skal begynde at træne knæk – medmindre at hunden allerede har lært at arbejde korrekt under disse forhold.

Underlaget og dets betydning
Når man starter den første sporindlæring med en hund, bør det til at begynde med foregå på kort tæt græs. Med kort mener jeg at græsset ikke er højere end 8-10 cm.

Dette er der forskellige grunde til. For det første vil græsset ret hurtigt afgive godt med kildefært og for det næste må det ikke være muligt for hunden at finde godbidderne med øjnene. Det er nemlig sådan at hvis hunden kan løse opgaven med sine øjne så gør den det i stedet for at bruge næsen.

En anden grund er, at vi vil lære hunden at gå med et dybt søg – altså holde næsen helt nede ved jorden. Det kan være svært at opnå hvis vi ikke fra start af træner hunden i dette. Træner vi derimod på højt underlag kan vi risikere at hunden lærer at gå efter vores personlige fært der vil afsættes på de ting vi går igennem.

Hunden skal helst så tidligt som muligt i dens uddannelse, lære at gå på mange forskellige underlag.

Forskellige underlag: kort græs, højt græs, kort grønt korn, højt grønt korn, stub, harvet stub, stub med grønt, brak, pløjet mark, raps, roer alt dette for at give et fingerpeg om at man skal træne hunden op til at søge på mange forskellige underlag.

Man skal blot huske at hvis underlaget lige er blevet gennemarbejdet er det næsten umuligt for hunden at søge på det. Det kan være hvis f.eks. græsset lige er blevet slået (selv jeg kan lugte det) eller marken blevet harvet eller pløjet. Der er simpelthen kildefært over det hele og derfor er det kun muligt for meget rutinerede og dygtige hunde at søge spor under disse forhold.

Underlagets højde: Man bør i lang tid under hundens grunduddannelse sørge for at de forskellige underlag man træner på er korte og i den periode hvor der ikke findes ret mange korte underlag, begrænse sin sportræning til de steder hvor man kan være heldig at finde noget der er kort f.eks. vejrabatter, boldbaner og lign.

Selvfølgelig skal hunden også trænes på højt underlag, men her skal den altså også holde næsen helt nede ved jorden og hvis den ikke gør det så er forarbejdet ikke godt nok.

Underlagets fugtighed: vandmolekyler binder færten. Derfor burde et fugtigt underlag være forholdsvis nemmere for hunden end et tørt. Dette holder ikke altid stik. Personligt har jeg haft gode erfaringer med tørre underlag uden helt at kende grunden. Det kan selvfølgelig have mange årsager. Måske anstrenger hunden sig mere da færten ikke er så kraftig eller jeg har måske trænet mest på tørre arealer.

At vand binder færten er rigtigt. Men det gælder ikke hvis det står ned i stænger. Så kan færten simpelthen drukne, der bliver faktisk lagt låg på den, eller den skyller væk.

Så-retning: når landmanden sår på sine marker foregår det ved hjælp af en såmaskine, hvilket gør at planterne står i rækker. Her er det vigtigt at vide at det er nemmere for hunden at følge så-retningen end at gå på tværs af den. Derfor har hunden også endnu mere vanskeligt ved at følge et spor der går diagonalt på retningen. Det er sikkert et problem vi selv er med til at skabe ved at lade hunden gå for mange spor i så-retningen (det er nemmere for en selv at vide hvor sporet er men hunden lærer til sidst at følge så-retningen og at den derfor ikke behøver at koncentrere sig så meget for at finde sine godbidder).

Traktorspor: på de fleste dyrkede arealer er der traktorspor. Lad være med at lægge spor i traktorsporet så vil hunden hurtigt lære at gå nede i sporet men uden at søge effektivt. Derimod skal hunden lære at krydse traktorsporene på skrå. Start med at krydse traktorsporet på tværs eller næsten på tværs og sørg for at der i starten ligger godbidder lige på den anden side af traktorsporet. Nu laves vinklen mere og mere skrå i forhold til traktorsporets retning.

Når hunden har lært at håndtere traktorsporene kan man godt en enkelt gang i stedet for at krydse det, gå ned i det og følge det et stykke. Hunden skulle så gerne med det samme opdage når man forlader det igen, i en lille vinkel.

Sprøjtning m.m.
Landmændene har deres marker for at høste forskellige afgrøder. Derfor kører de også rundt og passer deres afgrøder i vækstsæsonen. De sprøjter med diverse kemikalier som det ikke er godt for en hund at indånde, desuden kan lugten af sprøjtevæsken overdøve kildefærten. Man kan for det meste selv lugte når en mark lige er sprøjtet, men gør det til en vane at lægge mærke til om traktorsporene er friske inden du lægger spor, for er de det, så har landmanden været i gang med et eller andet på marken.

Marker hvor der er blevet kørt gylle eller industrislam ud på er heller ikke egnet til at gå spor på.

Kunstgødning er et problem for nogle hunde men ikke alle så der må man prøve sig lidt frem.

Man kan nemt komme ud for at der på sporarealer anvendt til konkurrencer ligger kunstgødning, da landmændene trods alt ikke har deres marker for sjov.

Sporflag
Startmarkeringen til sporet står altid til venstre for sporet til prøver og konkurrencer. Derfor er det en god ide altid at stille sporflaget på samme måde når man træner. Husk at starttrekanten skal ligge bag sporflaget så hunden altid opsøger sporet der.

Til træning er der mange der også bruger slutmarkeringer og sågar også markeringer for knæk. Det er en rigtig dårlig ide da hunden registrerer alt hvad der er langs sporet. Slutmarkeringer vil hunden efter nogle få gange gå efter så snart den får øje på dem. Bruger man markeringer til knæk er man nødt til at have andre markeringer langs sporet der ikke har nogen betydning, ellers vil markeringen snart blive til et signal til hunden om at sporet ændrer retning og den vil ikke kunne finde knækket uden dette signal

Det allerbedste vil derfor være at man til træning har en startmarkering til sporet og så ikke mere, men det kræver selvfølgelig at man som hundefører præcist kan huske hvor knæk, buer genstande osv. ligger.

Brug af pejlinger og kendemærker
Anvendelse af pejlemærker når man lægger spor har for så vidt ikke noget med selve sportræningen at gøre. Men det har det nu alligevel. Det er sådan at sporlæggeren, der er en selv, ubetinget skal vide præcist hvor knæk, genstande, afslutning osv. befinder sig på sporet, da det ellers er umuligt at foretage en 100% korrektion af det hunden laver.

En pejling består af to genstande ude i terrænet f.eks. to lysmaster, en lysmast og et træ, en husgavl og et vejskilt osv der er overe’t således at man ikke kan flytte sig mere end 30 cm uden at opdage at man er ude af retning.

Terrænkendemærker kan f.eks. være en speciel sten ude på marken, en bar plet eller f.eks. en tot der rager op over underlaget. Det gælder bare om at se sig for og få øje på mulighederne. Et lille fif, hvis du har udset dig et eller andet kendemærke du vil benytte så lav ikke om på den beslutning, for når du lidt senere kommer med hunden og den går forbi, så har du glemt at du ombestemte dig og korrigerer måske et knæk der ikke er der.

Sporline og sele
Under hele grundtræningen af hunden kan man fint anvende et kædehalsbånd og en line på 3-4 m. Linen bør fra første dag føres fra halsbåndet, der i starten skal være låst, ned mellem forbenene og ud mellem bagbenene. Herved opnår vi den fordel at hundens næse næsten automatisk bliver ført ned til jorden. Det er også sådan at små ryk i linen ikke løfter hundens næse væk fra jorden men derimod nedad, præcist der hvor vi vil have den.

Når hunden har drift nok kan man om nødvendigt låse halsbåndet op hvorved man kan opnå større effekt af korrektionerne i halsbåndet.

Der er ikke nogen krav om at hunden skal gå med sporsele til konkurrencer og prøver, men det kan være en fordel her at anvende en bøttgersele da den kan afhjælpe at hunden får viklet bagbenene ind i linen, hvis den skulle komme ud i problemer undervejs på sporet.

Hunden og dig selv skal selvfølgelig lige vende jer til selen så afprøv dette i god tid før du skal anvende den første gang.

Du skal også prøve at lade hunden søge i fuld line, dvs. den linelængde, som der står i konkurrenceprogrammet at du skal anvende. Men lad nu være med at gøre dette på et spor hvor du også lige skal afprøve hvordan hunden søger på et spor helt uden godbidder. Går det galt så ved du nemlig ikke om det er linen eller de manglende godbidder der er problemet.

Sporgenstandene
Når du når så langt i din sportræning at du vil tage sporgenstandene med skal du på forhånd have valgt om du vil lære din hund at samle op eller påvise.

Opsamling har den fordel at hunden opfatter det, at den finder noget og samler det op, lidt som en belønning. Resultatet af dette er desværre ofte at hunden tygger i genstanden med pointfradrag til følge.

Påvisning har den fordel at den giver ro i momentet hvor genstanden bliver fundet og man kan ikke trækkes for tygning. Til gengæld kan hunden nemmere komme til at gå over en genstand, især hvis den ikke går præcist i sporet, og en ikke fundet genstand får man ingen point for.

I starten af min hundekarriere valgte jeg at lade mine hunde samle op, men efterhånden er jeg gået over til at lære mine hunde at påvise, da det er den løsning der tiltaler mig bedst.

Sporarbejde er hjernearbejde
Sporsøg skal udføres med hjernen så derfor at det nødvendigt at lære hunden at være rolig under arbejdet. Denne ro skal efterhånden indføres både før, under og efter sporarbejdet. Hunden må f. eks først starte sporsøget på din kommando og kører den op undervejs på sporet kan den passende dækkes af i sporretningen og ligge og falde til ro.

Ved afslutningen er det også vigtigt at bevare roen. Stryg hunden langsomt langs siden og ros behersket og stille mens den spiser sin belønning.

Sværhedsmomenter
Sværhedsmomenterne er alle de ting der må forudses at være svære for hunden. Det kan være vindretning, vindstyrke, nedbør i form af sne og regn, underlagets beskaffenhed eller højde og meget mere.

Med disse ting for øje skal man hver gang men går til en ting der er vanskeligere gøre en anden ting nemmere. Et eksempel, hvis hunden ikke før har gået på et helt bart og tørt underlag, så er det nok en god ide ikke at lave et særligt langt spor og også at lægge lidt flere godbidsserier undervejs.

Målet
Målet er naturligvis at hunden kan gå et hvilket som helst spor, på et hvilken som helst underlag, i en hvilken som helst vindretning og vindstyrke og i det vejrlig der nu en gang er den pågældende dag og lave max-point.

 

© Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk